Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington, 01/05/2026 - 23:45

Trump trækker soldater hjem fra Tyskland

USA trækker 5000 soldater hjem fra Tyskland efter Trump-trussel mod Friedrich Merz. Det oplyser Pentagon.

Af: /ritzau/

USA trækker 5000 soldater udstationeret i Tyskland hjem.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fredag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere truet med at trække soldaterne hjem som konsekvens af, at den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, havde sagt, at Iran ydmyger USA i forhandlingerne om fred mellem de to lande, fordi forhandlingerne står i stampe.

Udmeldingen fik Trump til at kritisere Mertz.

Trump-administrationen har gentagne gange rettet skarp kritik mod flere vestlige allierede for ikke at deltage i USA's og Israels krig mod Iran, der begyndte 28. februar.

Tilbagetrækningen forventes at være gennemført om 6 til 12 måneder, oplyser Pentagons talsperson, Sean Parnell, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge forskningsinstituttet Congressional Research Service havde USA mere end 35.000 soldater i Tyskland i 2024.

Tallet menes dog ifølge nyhedsbureauet AFP at være tættere på 50.000 i dag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek