Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 31/12/2025 - 05:52

200 personer affyrede fyrværkeri mod borgere og politi i Odense

En stor gruppe unge affyrede fyrværkeri mod mennesker og vinduer. Fyns Politi kalder hændelsen for ragnarok.

Af: /ritzau/

Natten til onsdag var omkring 200 personer samlet i centrum af Odense, hvor de fyrede fyrværkeri af mod både andre borgere, mod politiet og mod vinduer.

Det fortæller Henrik Strauss, som er vagtchef ved Fyns Politi, tidligt onsdag morgen.

Ingen kom til skade under hændelsen, som vagtchefen beskriver som et ragnarok.

- Det har været voldsomt, det er jeg nødt til at sige. Der har været 200 mennesker samlet, der har skudt af efter alt og alle i midtbyen.

Affyringerne begyndte omkring tirsdag aften klokken 23.53 - altså syv minutter inden, at det ved midnat blev lovligt.

Politiet var i forvejen til stede i det centrale Odense, hvor betjente derfor umiddelbart efter bemærkede, hvad der foregik.

- Det var både lovligt fyrværkeri, men også rigtig meget ulovligt fyrværkeri. Det var dog primært selve anvendelsen af det, der var voldsom, siger Henrik Strauss.

Affyringerne stod på i omkring en time, inden politiet fik opløst forsamlingen.

En enkelt person er i forbindelse med hændelsen blevet anholdt.

- Vi koncentrerede os om at prøve at få spredt grupperingerne, så det ikke gik ud over sagesløse, forklarer vagtchefen.

Fyns Politi har mellem jul og nytår set en række hændelser, hvor en større gruppe unge mennesker har fyret fyrværkeri af.

Politiet har i den forbindelse registreret en del personer, ligesom det har en del dokumentation, som det nu arbejder videre med, lyder det.

- Det er klart, vi ser med ret stor alvor på, at man skyder med fyrværkeri efter andre mennesker og efter politiet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek