København, 22/06/2026 - 07:03
Antallet af voldsepisoder mod fængselsansatte falder
De seneste ti år har fængslerne arbejdet på at få nedbragt antallet af volds- og trusselsepisoder mod ansatte.
Af: /ritzau/
Antallet af episoder med vold og trusler mod medarbejdere i landets fængsler faldt sidste år efter at være steget flere år i træk.
Det viser en opgørelse fra Justitsministeriet.
Der var sammenlagt 361 af den slags episoder i 2025 mod 452 året før.
Fængslerne har ifølge ministeriet arbejdet målrettet med at få nedbragt volden og truslerne de seneste ti år.
Man har blandt andet haft fokus på at efteruddanne personalet i at deeskalere situationer.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) siger, at udviklingen er positiv, og ifølge ham viser det, at indsatsen virker.
- Over 350 episoder med vold og trusler på et år er dog stadig alt for mange, siger han i meddelelsen.
- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vores dygtige personale i fængsler og arresthuse ikke udsættes for overfald – derfor fortsætter arbejdet med at styrke sikkerheden.
/ritzau/




