Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Neuchatel, 06/07/2025 - 11:27

Harder: Meningsløst at snakke om ligeløn på klubplan

Kvinder fortjener bedre forhold og løn, men det er meningsløst at snakke om ligeløn, mener Pernille Harder.

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ligeløn i fodbold er en absurd tanke, mener landsholdsanfører Pernille Harder.

- Jeg har vist aldrig påstået, at jeg bør tjene lige så meget som Ronaldo eller Messi. Det vil være meningsløst, for det kommer aldrig til at ske, siger den EM-aktuelle Bayern München-stjerne.

Hun vil dog gerne være med til at diskutere bedre forhold og højere løn i kvindefodbold på klubplan.

I de senere år har udviklingen taget enorm fart. Adskillige store klubber har valgt at investere i kvindehold, og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tager en mindre del af indtægterne fra deres herreturneringer og investerer dem i at gøre kvindernes turneringer mere attraktive.

Det har generelt været med til at booste kvindernes forhold og løn. Men der er langt til målet endnu, mener Harder.

Hun peger på træningsbaner og isbade som eksempler på forhold, hvor der selv i Bayern München er milevidt forskel på herre- og kvindeholdets forhold.

- For mig er slutmålet, at vi får samme vilkår og bliver prioriteret på samme måde i klubberne. Men lønninger behøver vi ikke snakke om, for det vil tage mange, mange år bare at komme i nærheden.

Hun vil dog gerne snakke lidt om lønninger i kvindefodbold isoleret set.

Takket være sin status som en af verdens bedste spillere og ophold i Wolfsburg, Chelsea og Bayern München har hun været i stand til at lægge til side til opsparing i flere år.

Og afhængigt af den enkeltes forbrug og livsstil skulle det gerne være normalen, mener Harder.

- Vi bruger sygt meget tid og energi på vores karrierer, som gør, at vi måske ikke har tid eller overskud til at tage en uddannelse eller være klar med et arbejde lige efter fodboldkarrieren.

- Derfor burde vi kunne få en løn, der gør, at man kan lægge lidt til side og ikke være stresset over fremtiden, når man stopper som spiller.

Kvindefodbolden er aktuelt ikke profitabel ret mange steder. EM i Schweiz kommer eksempelvis til at give et underskud på mindst 150 millioner kroner, vurderer arrangøren Uefa, der har mere end fordoblet præmiepuljen i forhold til seneste EM i 2022.

Derfor giver det ikke mening at snakke om højere løn og bedre forhold, mener kritikerne.

- Og med den mentalitet bliver kvindefodbolden ved med at give underskud. Man er nødt til at investere, hvis den skal give overskud på sigt, siger Harder med henvisning til blandt andre Uefa, Fifa og storklubbernes forventning om, at bedre vilkår og løn giver bedre spillere og dermed et produkt, der kan sælges dyrere.

Negative opslag og kommentarer om ligeløn mellem kønnene i fodboldverdenen er ikke svære at finde, hvis man leder lidt. Men de bygger muligvis på en misforståelse af debatten.

For Harder er flere gange tidligere krediteret for at ville have ligeløn.

Senest da hun som repræsentant for Spillerforeningen var med til at forhandle den seneste landsholdsaftale fra 2025 med Dansk Boldspil-Union (DBU) i hus.

Men i landsholdssammenhæng opererer man med "honorering" og ikke "løn", og det er vigtigt at skelne mellem de to, for lønnen tjener spillerne i klubben, og den har Harder aldrig forestillet sig skulle være lige mellem kønnene.

Til gengæld håber hun, Spillerforeningen og DBU, at honoreringen på landsholdene på sigt bliver lige, i takt med at indtægter fra tv-aftaler og præmiepenge i kvindefodbolden vokser, meddelte parterne i februar, da den nye og forbedrede aftale blev præsenteret.

En status, som man med forskellige modeller i øvrigt allerede har opnået på landshold i lande som England, Australien og Norge.

Ifølge en Fifa-rapport fra 2025, der har undersøgt forholdene i 669 klubber verden over, tjener en kvindelig professionel fodboldspiller globalt set i gennemsnit omkring 70.000 kroner i årsløn i sin klub, men topklubberne trækker op.

De bedst betalende 41 af de knap 700 klubber i rapporten betaler over 190.000 kroner i gennemsnitlig årsløn, mens man skal til en af de 16 bedst betalende klubber for at ramme en gennemsnitlig årsløn på mere end 317.000 kroner.

Ifølge fodboldmediet fourfourtwo.com er Barcelonas spanske EM-stjerner Alexia Putellas og Aitana Bonmatí verdens bedst betalte kvindelige fodboldspillere med en årsløn på henholdsvis 5 og 7,2 millioner kroner om året.

/ritzau/

Los Angeles, 07/07/2025 - 21:30

Pearl Jams trommeslager forlader bandet efter 27 år

Amy Harris/Ritzau Scanpix

Matt Cameron har "efter 27 fantastiske år" valgt at forlade Pearl Jam. Han fortæller ikke hvorfor.

Pearl Jams trommeslager, Matt Cameron, har valgt at sige farvel til bandet.

Det oplyser Pearl Jam mandag i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Efter 27 fantastiske år har jeg taget mine sidste skridt ned ad trommestigen for det mægtige Pearl Jam, lyder det fra Matt Cameron.

Det fremgår ikke, hvad der ligger bag beslutningen om at forlade det amerikanske band.

Pearl Jam blev dannet i 1990 og har haft flere forskellige trommeslagere. I 1998 kom Cameron med i bandet og har været det indtil nu.

I opslaget udtrykker han "stor kærlighed og respekt" til sine nu tidligere bandmedlemmer for at invitere ham ind i bandet.

Der er tale om forsangeren Eddie Vedder, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready og bassisten Jeff Ament.

I opslaget holder de sig ikke tilbage med at hylde trommeslageren.

- Han har drevet de sidste 27 års liveshows og studieoptagelser for Pearl Jam. Det har været et utrolig vigtigt kapitel for vores gruppe, og vi ønsker ham altid alt godt.

- Han vil blive dybt savnet og er for evigt vores ven indenfor kunst og musik, skriver de fire bandmedlemmer.

Bandet nævner ikke, om der eventuelt er fundet en ny trommeslager som følge af Camerons exit.

Pearl Jam er kendt for sange som "Alive" og "Even Flow" og har gæstet Danmark flere gange.

I 2000 var Matt Cameron også med, da Pearl Jam spillede på Roskilde Festival, og ni personer omkom i forbindelse med koncerten.

Det var et pres blandt 50.000 publikummer, der betød, at flere personer blev mast og kvalt eller ikke kunne få luft foran Orange Scene, hvor det amerikanske band spillede 30. juni 2000.

Eddie Vedder kritiserede efterfølgende festivalen for ulykken og svor, at bandet aldrig ville optræde på Roskilde igen.

I bandets første udgivelse efter ulykken berørte Pearl Jam i flere sange tragedien med de ni personer.

Albummet "Riot Act" fra 2002 indeholdt blandt andet nummeret "Love Boat Captain", hvor man i teksten finder passagen: "Lost nine friends we'll never know, two years ago today".

I forbindelse med 25-året for hændelsen kaldte Roskilde Festival ulykken for "et af de mørkeste kapitler i festivalens historie" på sin hjemmeside.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 07/07/2025 - 21:08

Pearl Jams trommeslager forlader bandet

Amy Harris/Ritzau Scanpix

Matt Cameron har "efter 27 fantastiske år" valgt at forlade Pearl Jam. Han fortæller ikke hvorfor.

Pearl Jams trommeslager, Matt Cameron, har valgt at sige farvel til bandet.

Det oplyser Pearl Jam mandag i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Efter 27 fantastiske år har jeg taget mine sidste skridt ned ad trommestigen for det mægtige Pearl Jam, lyder det fra Matt Cameron.

Det fremgår ikke, hvad der ligger bag beslutningen om at forlade det amerikanske band.

Bandet blev dannet i 1990 og har haft flere forskellige trommeslagere. I 1998 kom Cameron med i bandet og har været det indtil nu.

I opslaget udtrykker han "stor kærlighed og respekt" til sine nu tidligere bandmedlemmer for at invitere ham ind i bandet.

Der er tale om forsangeren Eddie Vedder, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready og bassisten Jeff Ament.

I opslaget holder de sig ikke tilbage med at hylde trommeslageren.

- Han har drevet de sidste 27 års liveshows og studieoptagelser for Pearl Jam. Det har været et utrolig vigtigt kapitel for vores gruppe, og vi ønsker ham altid alt godt.

- Han vil blive dybt savnet og er for evigt vores ven indenfor kunst og musik, skriver de fire bandmedlemmer.

Bandet nævner ikke, om der eventuelt er fundet en ny trommeslager som følge af Camerons exit.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 11:00

FAKTA: Boligskatten bliver efterreguleret

* Boligejere har de seneste år betalt boligskatter på baggrund af foreløbige ejendomsvurderinger. Det skyldes, at de endelige vurderinger er blevet forsinket. Når du modtager en ny vurdering, vil din boligskat derfor blive genberegnet og eventuelt efterreguleret.

* I 2024 har du betalt skat af en foreløbig 2022-vurdering. I den kommende tid sender Vurderingsstyrelsen de endelige 2022-vurderinger ud, og det medfører, at boligskatten for 2024 bliver efterreguleret.

* Boligskatten for 2025 og 2026 bliver opkrævet på baggrund af 2024-vurderingen. Den er baseret på en indekseret 2022-vurdering. Det vil sige, at vurderingen er den samme som 2022, men der er taget højde for prisudvikling.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 11:00

FAKTA: Klage over 2022-vurdering

* Hvis du som boligejer er uenig i den endelige 2022-vurdering, som Vurderingsstyrelsen er begyndt at sende ud, kan du klage.

* Du har tre måneder til at klage, og det koster 1200 kroner. Du får gebyret tilbage, hvis du får helt eller delvist ret.

* Vurderingen bliver kun ændret, hvis din klage fører til, at ejendoms- eller grundværdien påvirkes med mere end 20 procent.

* Klagen skal indgives på Skatteankestyrelsens hjemmeside.

Kilder: Vurderingsstyrelsen og Skatteankestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek