San Francisco, 12/07/2025 - 21:53
Opslag fra Musk-chatbot hyldede Hitler - selskab undskylder
Tidligere på ugen kom chatbotten Grok med opslag, som blandt andet hyldede nazilederen Adolf Hitler.
Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rigmanden Elon Musks selskab xAI undskylder for opsigtsvækkende opslag fra chatbotten Grok.
Hændelsen skete tidligere på ugen på den sociale platform X, som Musk købte i 2022 og siden er blevet solgt til xAI.
Her kom chatbotten med svar, som blandt andet hyldede nazilederen Adolf Hitler og antydede, at folk med jødiske efternavne var mere tilbøjelige til at sprede had online.
Nogle af opslagene blev slettet af X flere timer senere, skriver AFP.
- Vi undskylder dybt for den forfærdelige opførsel, som mange oplevede, lyder det i et opslag på chatbottens officielle X-profil.
- Vores hensigt med Grok er at give brugerne nyttige og sandfærdige svar, lyder det videre.
Chatbotten er xAI's svar på chatbotter som ChatGPT og Deepseek.
Som bruger af det sociale medie har man mulighed for at lave et opslag, hvor man stiller Grok et spørgsmål. Herefter svarer robotten med et offentligt svar.
I opslaget på X fremgår det, at man 8. juli om morgenen observerede "uønskede svar" og straks begyndte at undersøge det.
Det viste sig, chatbotten var blevet instrueret til for eksempel at svare "ligesom et menneske", og at den ikke skulle være "bange for at fornærme folk, der er politisk korrekte."
Det fik blandt andet den konsekvens, at værktøjet ignorerede "dets kerneværdier under visse omstændigheder for at gøre svaret engagerende for brugeren".
Selskabet har blandt andet "omstruktureret hele systemet for at forhindre yderligere misbrug".
Den første udgave af Grok blev udviklet i 2023, og der kom efterfølgende to versioner i 2024 med navnene Grok 1,5 og Grok 2. Tidligere på året præsenterede Elon Musk Grok 3.
I denne uge har xAI så frigivet en ny version af chatbotten, Grok 4, som selskabet har kaldt "verdens mest kraftfulde" AI-model. AI står for artificial intelligence - på dansk kunstig intelligens.
/ritzau/