Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Geiranger, 27/08/2024 - 17:41

Den svenske kronprinsesse deltager i norsk shaman-bryllup

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel vil deltage i den norske prinsesse Märtha Louises bryllup lørdag.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere medlemmer af det svenske kongehus vil være blandt gæsterne til weekendens bryllup mellem den norske prinsesse Märtha Louise og den selverklærede shaman Durek Verrett i norske Geiranger.

Det oplyser det svenske kongehus til det norske nyhedsbureau NTB.

Det svenske kronprinsessepar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, og prins Carl Philip og prinsesse Sofia deltager i brylluppet lørdag, lyder det.

Der er dog ingen informationer om, hvorvidt det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, er blandt gæsterne. Men det svenske nyhedsbureau TT skriver, at parret har andre planer den aften ifølge kongehusets hjemmeside.

Det danske kongehus har tidligere meddelt, at det ikke vil være repræsenteret til brylluppet.

Allerede torsdag aften begynder bryllupsfejringen af Märtha Louise og amerikanske Durek Verrett, og lørdag skal vielsen finde sted i det vestlige Norge på det historiske Hotel Union i bygden Geiranger.

Her vil den norske kongefamilie være repræsenteret. Både kongen, dronningen, kronprinsen og kronprinsessen deltager i bryllupsfejringen ifølge en udtalelse fra den norske kongefamilie.

Den norske kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby deltager dog ikke, skriver det norske medie NRK. Han har i den seneste tid været centrum for en sag, hvor han er sigtet for vold og trusler.

NRK erfarer, at beslutningen om, at Marius Borg Høiby ikke skulle deltage, blev truffet inden voldshændelsen.

Selv om 27-årige Marius Borg Høiby er søn af kronprinsessen, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge, men han er del af den kongelige familie. Mette-Marit fik ham, før hun mødte kronprins Haakon.

Den fulde gæsteliste til brylluppet bliver ikke delt med offentligheden. Brylluppet er nemlig privat, lyder det i en udtalelse fra kongefamilien.

Prinsesse Märtha Louise er den ældste af det norske kongepars to børn, men hun er ikke den næste til at arve den norske trone. Det skyldes, at der kun var mandlig arvefølge til den norske trone, da hun blev født i 1971. Hun er i dag nummer fire i den norske arvefølge.

Det er kun det britiske Hello Magazine, som får lov at dække vielsen. Det har fået kritik fra norske medier, som mener, at det bryder med traditioner i det norske kongehus.

Durek Verrett har hyppigt fået opmærksomhed på grund af sin selverklærede shamantitel og flere opsigtsvækkende udtalelser.

Blandt andet hævdede han, at han under coronapandemien var blevet kureret for sygdommen med en medaljon.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 19:42

Ny overborgmester er til kongens nytårskur på første arbejdsdag

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på årets første aften på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SF's Sisse Marie Welling, der officielt har første arbejdsdag som Københavns nye overborgmester den 1. januar.

- Jeg er stolt af at repræsentere byen på en dag som i dag, siger hun til den fremmødte presse.

Derudover har både SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) også fundet vej til den røde løber foran Christian VII's palæ.

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Politikerne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er vært. Værtsrollen overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Regeringens ministre, Folketingets formand og andre officielle gæster har fået en invitation til torsdagens arrangement.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 19:18

Ny overborgmester er til kongens nytårskur på første arbejdsdag

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

De første politikere er begyndt at ankomme til den traditionsrige nytårskur på årets første aften på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SF's Sisse Marie Welling, der officielt har første arbejdsdag som Københavns nye overborgmester den 1. januar.

I år er det for anden gang kong Frederik og dronning Mary, der er værter, efter at dronning Margrethe abdicerede for knap to år siden.

Regeringens ministre, Folketingets formand og andre officielle gæster har fået en invitation til torsdagens arrangement.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek