Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 12/02/2026 - 11:34

Mette Frederiksen: Europa skal ikke være afhængig af nogen

Opgøret om Grønland viser, at Europa må gøre sig økonomisk fri af USA, Kina og Rusland, siger Mette F.

Af: /ritzau/

Europa har ikke længere råd til at være afhængig af nogen. Det viser Danmarks opgør med USA om Grønland.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til det uformelle EU-topmøde i Belgien torsdag.

- Vi kan se nu, at handel bliver brugt som et pressionsmiddel, når USA eksempelvis er uenig med Kongeriget Danmark omkring Grønlands fremtid, så trues der med handelskrig mod Europa, så vi kan ikke være afhængig af nogen, siger Mette Frederiksen.

På torsdagens topmøde er fokus på at styrke EU's konkurrenceevne.

Det skal være med til netop at gøre Europa mere uafhængig ved blandt andet at sikre vigtige industrier inden for kemi, stål og aluminium og styrke handelsaftaler med andre dele af verden end USA og Kina.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har forud for topmødet talt for, at Europa skal "rive barriererne ned" på det indre marked.

Formålet er at gøre Europa til en "global gigant", der kan klare sig i konkurrence med USA og Kina.

- Vi skulle nok i virkeligheden aldrig have været afhængige af andre. Vi skulle aldrig have været afhængige af den russiske olie og gas. Og det er også forkert, at vi har gjort os afhængige af Kina på nye teknologier.

- Så Europa har vanvittigt travlt, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek