København, 29/10/2025 - 11:03
DR-vært skal giftes: Ringen havde passet perfekt til min tommelfinger
DR-vejrværten Helena Holvad har sagt ja til at dele resten af livet med sin kæreste, Nikolas, og deler billeder af den smukke - og lidt for store - ring.
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
DR's vejrvært Helena Holvad har sagt "Ja til life" til sin kæreste og er blevet forlovet.
Det fortæller hun i et opslag på det sociale medie Instagram med billeder af en smuk solnedgang, der stråler om kap med ringen.
Der er bare et lille problem.
- Den smukkeste ring, der havde passet perfekt i størrelsen til min tommelfinger, skriver hun i opslaget efterfulgt af en grine-emoji om ringen, der nok lige skal tilpasses en smule.
Ugebladet Se og Hør har talt med Helena Holvad, efter hun delte opslaget.
Her fortæller hun, at hun blev kærester med sin Nikolas i juli 2024.
- Så han har været hurtig på aftrækkeren, siger Helena Holvad til Se og Hør.
Det fremgår ikke, hvornår kæresten Nikolas var på knæ.
På Helena Holvads Instagram-profil har man over sommeren kunnet følge kæresteparret.
Her har de blandt andet været på vandretur sammen i den italienske bjergkæde Dolomitterne.
Helena Holvad gav eventyrlystne danskere indblik i den udfordrende vandretur og gav gode råd til de nysgerrige.
I billede- og videoserien optræder kæresten Nikolas flere gange.
Hun har ikke meldt noget ud om, om der er sat dato for brylluppet.
Helena Holvad blev i november 2024 vært på DR's vejrudsendelse "Vores vejr".
/ritzau/




