Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/07/2026 - 02:28

Trump: Iran løslader amerikansk kvinde efter halvandet år

USA værdsætter "god vilje" fra Iran, skriver Trump, efter at Iran ifølge ham har løsladt tilbageholdt kvinde.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, siger, at Iran har løsladt en amerikansk statsborger, som har været tilbageholdt i Iran siden december 2024, og ladet hende forlade landet.

Det sker i et opslag på Trumps eget sociale medie, Truth Social, natten til torsdag dansk tid.

- Hun er nu sikkert ude af Iran og i god stand, skriver den amerikanske præsident.

- USA værdsætter denne handling af god vilje fra Iran, lyder det videre.

Trump sætter ikke navn på kvinden, ligesom han ikke oplyser, hvorfor hun har været tilbageholdt.

Han skriver dog, at hun "blev uretmæssigt tilbageholdt" i december 2024 under den tidligere demokratiske præsident Joe Biden, som Trump i opslaget omtaler som "Sleepy Joe Biden" ("Søvnige Joe Biden", red.).

Ifølge nyhedsbureauet AFP er flere personer, som er statsborgere i vestlige lande, tilbageholdt i Iran. Iran er blevet anklaget for at bruge de tilbageholdte som brikker i forhandlinger med andre lande.

I august sidste år rapporterede den amerikanske avis New York Times ifølge mediet Axios, at en kvinde med både amerikansk og iransk statsborgerskab var blevet tilbageholdt i december 2024.

Hun arbejdede for en amerikansk teknologivirksomhed og stod i spidsen for en velgørenhedsorganisation for børn i Iran, lyder det.

Kvinden blev ifølge Axios senere løsladt fra et fængsel i Iran, men myndighederne i landet konfiskerede hendes pas og forbød hende at forlade landet. Hun blev anklaget for spionage.

RITZAU

TjekDet - faktatjek