' /> '> Amerikanere fejrer USA's fødselsdag med blandede følelser
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 05/07/2026 - 02:08

Amerikanere fejrer USA's fødselsdag med blandede følelser

På en varm lørdag har tusindvis været samlet i Washington D.C., hvor USA's uafhængighed blev fejret.

Af: /ritzau/

Den amerikanske befolkning fejrer lørdag USA's 250 år med uafhængighed.

Dagen er dog præget af blandede følelser, hvor nogle indbyggere udtrykker stolthed og håb, mens andre i stedet mærker usikkerhed og bekymring.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I forbundshovedstaden Washington D.C. står tusindvis af mennesker i lange køer i National Mall, som er det grønne område mellem Kongressen og Lincoln-monumentet. Her nærmede temperaturen sig tidligere på dagen 38 grader.

Soldater fra Nationalgarden, som præsident Donald Trump på kontroversiel vis har indsat i byen, står for at holde styr på menneskemængderne, mens paller med vandflasker til de fremmødte er blevet læsset af med gaffeltrucks.

Stemningen har trods varmen været munter, skriver AFP, og fra køerne kan tilråbet "USA, USA, USA" høres gentaget.

På en landbrugstraktor udsmykket med stjerner og striber kunne Eddie Andrews, som er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra Iowa, tidligere ses blive kørt frem og tilbage i området.

- Gud velsigne Amerika!, råbte han her til menneskemængderne.

- Denne dag for 250 år siden markerede begyndelsen på den moderne frihed, og det er derfor, USA i dag leder verden på så mange måder, uddybede han over for AFP.

Blandt de fremmødte til fejringen er Donna Dasher, der med sin mand Albert er rejst til Washington D.C. fra delstaten Georgia.

Hun mener, at folk tager fejl, hvis de beskylder Trump for at få dagen til at handle om sig selv.

- Præsident Trump prøver alt, hvad han kan, for at gøre det til den mest fantastiske fejring, siger hun.

RITZAU

TjekDet - faktatjek