Abu Dhabi, 16/05/2025 - 11:18
Trump: Mange mennesker sulter i Gaza
USA ser på Gaza, siger Trump efter en nat, hvor 50 personer ifølge Gaza-myndighed er dræbt i Israels angreb.
Af: /ritzau/
USA vil tage hånd om situationen i Gaza.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, under et møde i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater fredag.
- Vi ser på Gaza. Og vi kommer til at tage hånd om det. Mange mennesker sulter, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen fra Trump kommer på et tidspunkt, hvor Israel har intensiveret dets angreb i Gaza.
Efter midnat natten til fredag er 50 mennesker ifølge civilforsvaret i Gaza dræbt under israelske angreb, skriver AFP.
Ligeledes blev omkring 120 mennesker dræbt i luftangreb torsdag, oplyste samme myndighed til mediet.
Siden marts har Gaza været underlagt en israelsk blokade, hvorfor nødhjælp ikke har kunnet komme ind.
FN og hjælpeorganisationer har i ugevis advaret om, at forsyninger af mad, rent vand, brændstof og medicin nærmer sig et kritisk lavpunkt.
Torsdag fik den humanitære tilstand i Gaza USA's udenrigsminister, Marco Rubio, til at udtrykke "bekymring" over situationen.
Det sagde udenrigsministeren til BBC.
Udenrigsministeren gentog i interviewet en opfordring til Hamas om, at bevægelsen bør løslade de sidste gidsler i Gaza og overgive sig - der kan ikke blive fred, så længe Hamas eksisterer, lød det.
- Når det er sagt, er vi på ingen måde immune eller upåvirkede af folk i Gazas lidelser, og jeg ved, at der her er muligheder for at hjælpe dem, sagde Rubio til BBC.
Tirsdag meddelte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel i de kommende dage vil gå ind i Gaza "med fuld styrke" for at besejre den militante palæstinensiske gruppe Hamas.
Det skrev nyhedsbureauet AFP.
- Der bliver ikke nogen situation, hvor vi stopper krigen. En midlertidig våbenhvile kan ske, men vi går hele vejen, sagde Netanyahu i en udtalelse fra premierministerkontoret.
I samme udtalelse fortalte den israelske premierminister, at regeringen i landet i øjeblikket arbejder på at finde lande, der vil være villig til at tage imod palæstinensere fra Gaza.
/ritzau/