København, 19/05/2025 - 06:00
Nordeas hvidvasksag kan ende med at tage flere år inden afgørelse
En strid om jura kan ende med at sende en hvidvasksag mod Nordea helt til Højesteret, vurderer lektor.
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Når der mandag tages hul på en omfattende sag om brud på hvidvaskloven mod Nordea, er der en målsætning om at nå frem til en endelig afgørelse i efteråret næste år.
Potentielt kan det dog komme til at tage meget længere tid at nå en endelig konklusion. Det vurderer Kalle Johannes Rose, der er lektor med fokus på hvidvask hos CBS.
- Vi er ude i en principiel afgørelse, så det her (byretssagen, red.) bliver nok kun starten. Jeg tænker godt, at den kan gå hele vejen til Højesteret, siger han.
Ender den hos landets øverste retsinstans, kan det komme til at tage flere år, inden den er endeligt afgjort.
I sagen er Nordea tiltalt for brud på hvidvaskloven i en periode fra 2012 til 2015.
Hvidvask er, når man forsøger at skjule, at penge stammer fra en kriminel handling.
Pengeinstitutter i Danmark og i EU skal have processer og procedurer, som skal forebygge og bekæmpe, at de kan blive misbrugt til at hvidvaske penge.
National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, der har rejst sagen, mener, at banken har forsømt at kontrollere transaktioner for 26 milliarder kroner.
Banken svigtede ifølge NSK ved ikke at overvåge kundeforholdene eller kigge nærmere på tusindvis af transaktioner, der er blevet beskrevet som "usædvanligt store".
Nordea nægter sig skyldig i samtlige tiltalepunkter. Det har den gjort klart over for Børsen.
Et af de afgørende stridspunkter i sagen kommer til at handle om jura. Derfor mener Kalle Johannes Rose, at det kan ende som en principiel sag.
Konkret tager en del af striden nemlig udgangspunkt i det såkaldte transaktionsprincip. Det bestemmer, hvordan en bøde skal opgøres i sådan en sag.
Loven, der vedrører transaktionsprincippet, blev ændret i 2018 - det vil sige efter de påståede lovbrud. Derfor mener Nordea ikke, at den kan dømmes efter princippet.
NSK mener derimod, at det i forarbejderne til lovændringen blev gjort klart, at princippet allerede gjorde sig gældende for dem, der var omfattet af hvidvaskloven, forklarer lektor Kalle Johannes Rose.
Der er afsat mindst 60 retsdage til at behandle sagen.
/ritzau/