København, 19/05/2025 - 06:00
Undersøgelse: Seks ud af ti pædagoger savner tid til omsorg for børn
Det slider på personalet og går ud over børns trivsel, når der ikke er tid til omsorg, siger FOA-næstformand.
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En stor del af de pædagogiske medarbejdere på landets daginstitutioner savner tid til at gøre det arbejde, de egentlig skal - at drage omsorg for børnene.
En undersøgelse fra fagforbundet FOA viser, at 58 procent - svarende til knap seks ud af ti medarbejdere - oplever, at de ikke kan yde tilstrækkelig omsorg for børnene.
Det er en oplevelse, medarbejderne sidder tilbage med "dagligt eller flere gange om ugen", fremgår det af undersøgelsen, som konsulentfirmaet Rambøll har lavet for FOA.
Det er skidt både for børnene, men også for personalet, påpeger næstformand i FOA Thomas Enghausen.
- Der er tale om en række små svigt, som det pædagogiske personale oplever i løbet af hverdagen, fordi der er nogle vilkår, der gør, at man ikke lykkes med at komme hele vejen rundt, siger han.
38 procent af de pædagogiske medarbejdere svarer i undersøgelsen, at der dagligt eller flere gange om ugen er situationer, hvor de ikke har tid til at lytte til, hvad et barn gerne vil fortælle.
23 procent oplever, at de ikke kan nå at tage sig af en situation med et udadreagerende barn.
Problemerne opstår ifølge Thomas Enghausen, fordi det pædagogiske personale ofte står alene med opgaven.
Tre ud af fire medarbejdere har således oplevet, at de på den seneste arbejdsdag har været alene med flere end henholdsvis fem børn i vuggestuen og ti børn i børnehaven.
Per 1. januar 2024 blev der ellers indført minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, som skulle sikre en bedre bemanding.
Normeringerne betyder, at der skal være én voksen per tre børn i vuggestuer og én voksen per seks børn i børnehaver.
Men det er langtfra virkeligheden alle steder, lyder det fra Thomas Enghausen.
- Hver femte oplever ifølge undersøgelsen, at der dagligt er skemalagt alenetid for at få dagen til at hænge sammen.
- Det er udtryk for, at der ikke er personale nok, og at man ikke lever op til lovgivningen, siger Thomas Enghausen.
Direktør i Kommunernes Landsforening (KL) Kristian Heunicke siger, at den lokale ledelse på den enkelte daginstitution har et "vigtigt ansvar for at sikre, at organisering, vagtplaner og bemanding er ordentlig på plads".
- Det gælder også situationer, hvor medarbejdere kan opleve at stå alene for længe med en større gruppe børn, siger Kristian Heunicke i en skriftlig kommentar.
Han påpeger samtidig, at kommunerne har ansat over 7200 flere fuldtidsmedarbejdere i landets dagtilbud, siden loven om minimumsnormeringer blev indført.
- Det er jeg ikke i tvivl om har givet en bedre hverdag for vores mindste børn, siger han.
FOA's undersøgelse bygger på besvarelser fra 308 ledere og 455 medarbejdere i danske daginstitutioner og er lavet i perioden fra december 2024 til januar 2025.
Rambøll vurderer, at datagrundlaget er repræsentativt for danske daginstitutioner.
/ritzau/