Skagen, 20/04/2023 - 21:45
76-årig død i ulykke i Skagen - blev klemt under tuktuk
En 76-årig fik hjerte-lungeredning af politiet, men det lykkedes ikke at genoplive ham, fortæller vagtchef.
Af: /ritzau/
En 76-årig mand er torsdag aften død i en ulykke i et kolonihaveområde i Skagen. Manden var i gang med at arbejde på en såkaldt tuktuk - et lille trehjulet motorkøretøj - da det tippede og manden endte under det.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup til Nordjyske.
- Det er et uheld. Vi behandler det som et soloulykke, siger han til Ritzau.
Der var hurtigt både politi og ambulance på stedet. Manden fik hjerte-lungeredning, men det lykkedes ikke politiet at genoplive ham.
En bilinspektør er ved at undersøge ulykkesstedet. Mandens pårørende er underrettet.
/ritzau/




