Moskva, 28/04/2025 - 08:35
Putin sender tak til nordkoreansk leder for hjælp i Kursk
Putin takker Kim Jong-un for nordkoreanske soldaters hjælp på Ruslands side i krigen mod Ukraine.
Af: /ritzau/
Putins præsident, Vladimir Putin, sender en personlig tak til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, for nordkoreanske soldaters bidrag til at presse ukrainske soldater ud af den russiske region Kursk.
Det siger Putin i en udtalelse fra det russiske præsidentkontor.
- Vores koreanske venner handlede på en følelse af solidaritet, retfærdighed og oprigtigt kammeratskab, lyder det i udtalelsen.
- Vi sætter stor pris på dette og er oprigtigt personligt taknemmelige over for formanden for statslige anliggender, kammerat Kim Jong-un, hele ledelsen og befolkningen i DPRK, lyder det videre.
DPRK er en forkortelse af Nordkoreas officielle navn, Den Demokratiske Folkerepublik Korea.
Beskeden fra Rusland kommer, kort efter at Nordkorea for første gang har bekræftet, at landet har sendt soldater afsted for at kæmpe på russisk side i krigen mod Ukraine.
Både den sydkoreanske og ukrainske efterretningstjeneste havde forud fremlagt beviser for, at nordkoreanske soldater kæmpede i Kursk. Også den tidligere amerikanske regering bekræftede meldingerne.
/ritzau/Reuters