Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nuuk, 28/08/2026 - 16:49

Grønlands regering: Vi kan ikke sige om spiralsag var folkedrab

Den ene af to rapporter om spiralsagen siger, at der kunne have været tale om folkedrab ifølge minister.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

På baggrund af to rapporter om spiralsagen kan Grønlands regering ikke konkludere, hvorvidt der var tale om et folkedrab.

Det siger Grønlands minister for børn, unge, justitsområdet og ligestilling Mariane Paviasen Jensen (IA) på et pressemøde om to længe ventede rapporter om spiralsagen.

De to rapporter, der har undersøgt, om der er sket brud på menneskerettighederne i sagen, er blevet offentliggjort fredag.

På pressemødet bliver Mariane Paviasen Jensen og regeringsleder Jens-Frederik Nielsen derfor spurgt, om der var tale om folkedrab eller ej.

- Man kan sige, at de to rapporter er så forskellige, at den ene rapport siger, at der slet ikke har været folkedrab. Den anden siger, at det kunne der have været.

- Så vi kan ikke på vegne af regeringen sige, om der har været folkedrab eller ej, siger Mariane Paviasen Jensen.

Hun anbefaler folk at læse, hvad der står i de to rapporter.

Jens-Frederik Nielsen tilføjer, at det heller ikke er op til Naalakkersuisut (Grønlands regering, red.) at vurdere.

Den ene rapport har den grønlandske regering dog afvist. For den lever ikke op til det kommissorium, der er lavet, lyder det på pressemødet.

Der er tale om den rapport, der er lavet af to danske forskere, som brød ud fra den oprindelige ekspertgruppe på grund af faglige uenigheder.

Heri lyder det blandt andet, at "der er ingen oplysning, der antyder, at nogen ønskede at ødelægge den grønlandske befolkning".

- Der er ikke tale om folkedrab, står der i rapporten.

Det kan dog ikke udelukkes, at "enkeltlæger i Grønland kan have overvundet patientens modstand mod oplægning af spiral på en sådan måde, at det kan falde inden for anvendelsesområdet af folkedrabskonventionens artikel 2, litra d".

- Men der er ikke noget empirisk belæg for at antage, at det er tilfældet, lyder det videre i rapporten.

I den anden rapport, der er udarbejdet af to forskere fra Canada og New Zealand, lyder det blandt andet, at "en endelig afgørelse om spørgsmålet om folkedrab er fortsat kompleks og kan kun træffes af en domstol med jurisdiktion, autoritet og ressourcer til at indkalde og gennemgå alle tilgængelige beviser".

Begge rapporter er blevet fagfællebedømt.

Spiralsagen handler om piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte praksis i en periode.

En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 på den måde havde fået opsat spiral.

I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i sagen på vegne af Danmark og Grønland.

Folketinget vedtog torsdag en godtgørelse på 300.000 kroner til de berørte grønlandske kvinder.

Jens-Frederik Nielsen siger på pressemødet, at den grønlandske regering nu vil oprette en forsoningskommission.

- Naalakkersuisut vil samarbejde med den danske regering om dette punkt.

- Forsoningskommissionens arbejde skal ikke handle om at placere skyld, men om at afdække sandheden med henblik på en reel forsoning, siger han.

RITZAU

TjekDet - faktatjek