København, 31/03/2026 - 16:17
Politiet laver opholdsforbud i Comanches-klubhus i Nordjylland
Politiet vurderer, at konflikten mellem Comanches og LTF har nået et niveau, hvor klubhus skal lukkes.
Af: /ritzau/
Nordjyllands Politi har udstedt et midlertidigt opholdsforbud på en ejendom i Vodskov, hvor der ligger et klubhus tilhørende rockerklubben Comanches MC.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at indføre et midlertidigt forbud er truffet på baggrund af en vurdering af konfliktniveauet mellem Comanches og personer med tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
Opholdsforbuddet gælder fra klokken 18.00 tirsdag til 13. april klokken 18.00.
- Vi vurderer, at situationen lige nu er så alvorlig, at det er nødvendigt at forhindre ophold på stedet for at beskytte både personer og omgivelser, idet der foreligger en konkret risiko for, at ejendommen kan blive mål for voldelige angreb, oplyser Sune Myrup, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Opholdsforbuddet betyder, at ingen må tage ophold i bygningen. Det kan straffes med op til to års fængsel, hvis man bryder opholdsforbuddet.
/ritzau/




