Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/01/2026 - 20:19

Politi er til stede på Østerbro efter melding om høje brag

Politiet leder efter en bortløben person, efter at en genstand skal være kastet ind i en bygning på Østerbro.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Københavns Politi er tirsdag aften til stede ved Engelstedsgade 39 på Østerbro til en anmeldelse om et stort brag.

Billeder fra stedet viser, at en ukendt genstand har ødelagt en rude.

- Vi får en anmeldelse klokken 19.05 om, at der skulle være ild i et rækkehus. Vi kommer derud, og der var ikke nogen ild, men der var kastet noget igennem en rude til et fælleshus, siger vagtchef Dyre Sønnichsen til Ritzau.

- Vi er ved at undersøge, hvad det er for noget, tilføjer han.

Nogle i området har hørt høje brag og har troet, at der var skud, men det er der ikke tegn på, siger vagtchefen.

Politiet leder efter en person, der er løbet fra stedet.

Der er ingen tilskadekomne eller anholdte i sagen.

Politiets teknikere er ankommet til stedet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek