København, 14/01/2026 - 11:08
Flere tilskadekomne efter frontalt sammenstød mellem to busser
To busser fra Midttrafik er onsdag formiddag stødt frontalt sammen. Flere er kommet alvorligt til skade.
Af: /ritzau/
To busser er stødt frontalt sammen på Landevejen i Hornslet nord for Aarhus, og flere er kommet alvorligt til skade.
Det skriver Østjyllands Politi, der er på stedet, på X.
Vejen er afspærret som følge af ulykken.
- Find alternative ruter, og følg vores anvisninger, skriver politiet på X.
Der er ingen tidshorisont for, hvornår afspærringen ophæves.
Omkring klokken 10.30 oplyser politiet, at det er massivt til stede, og at redningspersonale også er massivt til stede.
Det er to af Midttrafiks busser, der har været involveret i ulykken.
Det oplyser Britta Charmig, der er pressemedarbejder i Midttrafik, til Ritzau.
- Vi prøver at skabe os et overblik over situationen, siger hun og oplyser, at der bliver taget hånd om dem, der er kommet til skade, og dem, der skulle ud af busserne.
Midttrafik står for den kollektive trafik i Midtjylland.
En bilinspektør er blevet kaldt til stedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Hvor mange der er kommet til skade og i hvilket omfang, er ikke blevet oplyst.
Anmeldelsen om ulykken indløb til Østjyllands Politi klokken 09.31, skriver politiet på X.
/ritzau/




