Washington D.C., 01/04/2026 - 00:06
Trump strammer regler for brevstemmer forud for midtvejsvalg
Med dekret kræver Trump tirsdag, at der i alle stater oprettes lister over borgere, som er stemmeberettigede.
Af: /ritzau/Reuters
USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag underskrevet et dekret, der har til formål at stramme reglerne om brevstemmer i landet.
Dekretet betyder, at der skal oprettes en liste over amerikanske statsborgere, som er stemmeberettigede, i hver af landets delstater.
Dekretet kræver også, at stemmesedler til brevafstemning kun sendes til vælgere, der står på delstaternes godkendte lister over brevstemmevælgere.
Kuverterne med stemmesedler til brevafstemning skal desuden udstyres med en unik stregkode, så de kan spores, lyder det.
Valgsystemerne i USA administreres af delstaterne. Ethvert forsøg på at ændre systemet ventes derfor at blive mødt med juridiske udfordringer, skriver Reuters.
Republikanske Donald Trump har i årevis fastholdt en usand påstand om, at hans nederlag ved præsidentvalget i 2020 skyldtes omfattende valgsvindel.
Han har på den baggrund talt for, at reglerne for brevstemmer i landet skal strammes forud for midtvejsvalget i november.
Her skal hans parti forsøge at forsvare dets snævre flertal i Kongressen.
/ritzau/Reuters




