København, 08/08/2025 - 10:44
Udvalgte danske lystfiskere kan nu ansøge om at fiske efter tun
Danmark har byttet sig til en kvote på fem ton tun, oplyser Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udvalget danske lystfiskere kan nu ansøge om tilladelse til at fiske efter den blåfinnede tun i Danmark.
Det oplyser Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Det har indtil nu ikke været tilladt at fiske efter tun, men den 30. juli trådte de nye regler i kraft, efter Danmark har byttet sig til en kvote på fem ton almindelige tun med Spanien, skriver styrelsen.
Da der er tale om et kvotebytte, reduceres den spanske tunkvote tilsvarende.
De fem ton betyder, at det kun er en begrænset gruppe af lystfiskere, der får lov til at fiske efter den eftertragtede fisk, der er blevet en mere hyppig gæst i de danske farvande.
Fem ton svarer til 15-20 tunfisk afhængig af fiskens vægt, oplyser Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Fisken vejer dermed mellem 250 og 333 kilo.
- Vi er glade for, at regeringen har byttet sig til en kvote, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog hos Danmarks Sportsfiskerforbund, til Politiken.
Der vil i første omgang blive uddelt 20 tilladelser, skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Det er dog er ikke alle lystfiskere, der kan gøre sig forhåbninger om at fange den store fisk. For at kunne ansøge om tilladelse til at deltage i tunfiskeriet skal man have deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt af tun i 2024 med båd. Her skulle bådene leve op til en række krav for at deltage i projektet.
Fiskeriet efter tun er åbnet i den danske del af Skagerrak, Kattegat og Østersøen i begrænsede perioder fra den 8. september til den 26. september 2025 og igen fra den 6. oktober til den 31. oktober 2025.
Det er ikke første gang, at de danske lystfiskere har fået lov til at fiske efter tun. I juli 2022 byttede Danmark sig ligeledes til en kvote på fem ton fra Spanien.
EU's kvoter på tun er reguleret af organisationen Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT).
/ritzau/