Kongens Lyngby, 13/12/2024 - 11:15
Anklager kræver Vibeke Manniche idømt betinget fængsel
Vibeke Manniche mener, at hun lavede tro- og loveerklæringer. Anklagemyndigheden kalder det lægeerklæringer.
Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lægen Vibeke Manniche nægter sig i Retten i Lyngby skyldig i at have udfærdiget lægeerklæringer til fritagelse for covid-19-test, selv om hun ikke havde autorisation til at udfærdige disse.
Det er dog ikke, hvorvidt de omtalte erklæringer er blevet udfærdiget, der er uenighed om. Tvisten består i erklæringernes karakter.
For mens anklagemyndigheden mener, at der var tale om egentlige lægeerklæringer, som Manniche ikke har autorisation til at lave, mener Manniche selv, at der var tale om tro- og loveerklæringer.
Flere gange i løbet af retsmødet fredag formiddag gentog Vibeke Manniche, at hun ikke agerede som læge, når hun lavede erklæringerne.
Anklager Maria Amsinck procederede for, at Vibeke Manniche skal idømmes betinget fængslet imellem 14 og 20 dage og en bøde på 50.000 kroner.
Vibeke Manniches forsvarer, Kåre Pihlmann, argumenterede for frifindelse.
Konkret er lægen tiltalt for overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og for straffelovens paragraf 130, der handler om at udføre en myndighed, man ikke har tilladelse til.
I retten forklarede Manniche, at personer henvendte sig til hende med det formål at få udarbejdet lægeerklæringer, der fritog dem fra at blive testet for covid-19.
Hun fortalte, at hun sørgede for at gøre det klart for personerne, der kontaktede hende, at der var tale om tro- og loveerklæringer.
- Jeg skulle slet ikke agere som læge. Jeg skulle bare underskrive dem, sagde hun.
Det er dog anklagemyndighedens opfattelse, at der var tale om lægeerklæringer, da Manniche underskrev sig som læge på erklæringerne.
Ifølge anklageskriftet er gerningsperioden hele 2021.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der i oktober 2021 meldte Manniche til politiet. Det skete, efter at styrelsen havde fået 16 anmeldelser om, at Vibeke Manniche udfærdigede lægeattester.
I oktober 2021 blev Vibeke Manniche sat under skærpet tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Da oplyste hun selv, at det drejede sig om, at hun havde udstedt attester, der undtog borgere fra at blive testet for covid-19 uden at have autorisation.
Vibeke Manniche udtalte sig under coronapandemien flere gange kritisk om regerings coronahåndtering og om vaccinerne mod virusset.
Der afsiges dom i sagen fredag i næste uge.
/ritzau/