Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Gaza by, 27/11/2024 - 07:25

Hamas melder sig klar til våbenhvile i Gaza

Ifølge AFP siger Hamas, at den er klar til at indgå aftale om våbenhvile i Gaza. Detaljer fremgår endnu ikke.

Af: /ritzau/

Den palæstinensiske militante gruppe Hamas siger, at den er klar til at indgå en aftale om våbenhvile i Gaza.

Det skriver nyhedsbureauet AFP onsdag morgen dansk tid.

Det sker, efter at en våbenhvile mellem Israel og den libanesiske militante bevægelse Hizbollah er trådt i kraft klokken 03.00 dansk tid.

Der fremgår dog endnu ikke yderligere detaljer om udtalelsen fra Hamas.

Det står derfor blandt andet ikke klart, præcis hvilke rammer for en våbenhvile, Hamas er klar til nikke ja til. Israel har endnu ikke kommenteret udtalelsen.

Våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah menes at kunne markere et potentielt vendepunkt efter mere end et års kampe i Libanon mellem Israel og Hizbollah.

Natten til onsdag sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i en fælles udtalelse med den amerikanske præsident, Joe Biden, at våbenhvilen skal "åbne vejen" mod at ende krigen i Gaza.

Biden oplyste også, at USA vil indlede en ny indsats for at sikre våbenhvile mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek