Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 05/07/2026 - 18:11

Kong Frederik så Djokovic spille sig i Wimbledon-kvartfinalen

Med Kong Frederik som tilskuer spillede Novak Djokovic sig søndag i kvartfinalen og skrev i øvrigt historie.

Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Novak Djokovic spillede sig søndag eftermiddag videre til kvartfinalen ved Wimbledon, og det var med den danske konge på plads i den royale boks.

På Centre Courts endetribune havde Kong Frederik taget plads på de fine rækker, hvorfra han så Novak Djokovic slå russiske Roman Safiullin, verdens nummer 132, med 7-6, 6-3, 3-6, 6-3.

Med sejren kan den serbiske stjerne nu prale af at være den mandlige spiller, der har vundet flest Wimbledon-kampe nogensinde.

I forrige kamp kom han op på siden af Roger Federer, der har vundet 105 kampe. Og nu har Novak Djokovic altså vundet 106 Wimbledon-kampe.

På tværs af køn er Martina Navratilova fortsat den, der har vundet flest Wimbledon-kampe i historien. 120 gange har hun fejret en sejr i All England Lawn Tennis Club, hvor Wimbledon afvikles.

Det blev dog ikke nogen "walk in the park" for Novak Djokovic søndag. Serberen var under hårdt pres i første sæt, hvor Safiullin misbrugte to sætbolde, inden Novak Djokovic sled sig tilbage og vandt i tiebreak.

I andet sæt var styrkeforholdet mere, som man kunne forvente. Novak Djokovic var klart bedre end russeren, som ikke længere formåede at få serberen til at løbe efter boldene.

I tredje sæt var den gal igen for Djokovic, som generelt virkede menneskelig denne søndag i London. Trods lægebehandling for problemer med bentøjet vandt russeren sættet.

Novak Djokovic havde dermed fået de advarsler, han skulle bruge. I fjerde sæt tog han sig sammen og kom foran 3-0, før Safiullin kom på tavlen. Et enkelt servegennembrud var nok, og så blev Novak Djokovic historisk.

RITZAU

TjekDet - faktatjek