København, 10/08/2025 - 08:08
Axelsen er ved at affinde sig med udsigten til badmintonpension
Viktor Axelsen kæmper for et comeback. Han drømmer stadig om et sidste OL før karrierestoppet.
Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen døjer med ryggen, og den 31-årige fynbo er ved at vænne sig til tanken om, at han en dag ikke skal spille badminton på øverste niveau længere.
Det siger Viktor Axelsen i et stort interview med Jyllands-Posten på bagkant af, at han i torsdag meldte afbud til det kommende VM i Paris.
Axelsen bliver i interviewet spurgt, om hans vedvarende rygproblemer har ført til et frygt for et karrierestop.
- Ja og nej. Jeg blev ret bekymret, da jeg fik et hold i ryggen. Da kunne min krop slet ikke nå ud i de positioner, der kræves. Det var udfordrende og samtidig en påmindelse om, at karrieren synger lidt på sidste vers.
- Jeg har brugt ret meget tid i skadesperioden på at tænke over min tilværelse. Også helt generelt. Jeg tror, jeg er okay med, at det stopper inden for de næste par år. Det er vildt underligt at tænke på, siger Viktor Axelsen.
Den olympiske mester har ikke spillet en professionel badmintonkamp siden 12. marts, hvor han højst overraskende røg ud af All England i første runde.
I april blev han opereret i ryggen, og han jagtede et comeback ved det forestående VM. Den ambition fik et hold i ryggen i juli sat en stopper for.
Axelsen drømmer om at slutte karrieren med endnu en olympisk triumf i Los Angeles i 2028. I sommeren 2026 vil han vurdere, om det er realistisk at forfølge den drøm.
I første omgang er målet at få comeback på World Touren. Han stiler efter at være med i turneringerne Hong Kong Open eller China Masters, der begge spilles i midten af september.
/ritzau/