Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Badung, 25/11/2021 - 11:06

Antonsen rager kastanjerne ud af ilden og går videre

Badmintonspilleren Anders Antonsen var nede med et sæt og i problemer i andet, før han vendte kampen.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Anders Antonsen leverede et comeback, da han torsdag gik videre til kvartfinalen i badmintonturneringen Indonesia Open.

Nede med et sæt og 8-11 i andet lykkedes det danskeren at vende opgøret mod Wang Tzu-Wei fra Taiwan og spille sig videre efter 1 time og 22 minutter.

Dermed følger han landsmanden Rasmus Gemke, der tidligere torsdag avancerede fra opgøret mod indoneseren Shesar Hiren Rhustavito, som trak sig efter første sæt.

Tredjeseedede Antonsen kan møde sjetteseedede Jonatan Christie, hvis sidstnævnte formår at besejre Chico Aura Dwi Wardoyo, som ligesom Christie er fra Indonesien.

Først skulle Anders Antonsen aarhusianeren selv spille sig videre, og det viste sig som lidt af en opgave.

Useedede Wang Tzu-Wei bragte sig i første sæt på 14-9, før Antonsen gjorde det spændende med fire point på stribe.

Alligevel lykkedes det taiwaneren at snuppe sættet, og medvinden tog han med ind til andet sæt, hvor han var et skridt foran danskeren, før Antonsen tog kontrol.

Syv vundne dueller i træk bragte Antonsen på 15-11, og få minutter senere lukkede han sættet.

Antonsen bevarede kontrollen i tredje sæt, som han vandt med komfortabel margin.

Også Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen deltager i turneringen. De spillere senere torsdag.

Det samme gør herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen samt mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.

Indonesia Open er en Super 1000-turnering. Den har en samlet præmiepulje på 850.000 dollar, som svarer til 5,6 millioner danske kroner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek