Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/09/2021 - 10:00

David Dencik om Bond-rolle: Det var et stort arbejde

Skuespiller David Dencik medvirker i den nyeste Bond-film. Et privilegium, som har fyldt meget for ham gennem de sidste tre år.

Af: Af Mathilde Justesen Ranners, Ritzau Fokus

At spille med i en af verdens allerstørste film-franchise har været en langvarig, men spændende affære for den 46-årige skuespiller David Dencik.

I den 25. James Bond-film, "No Time to Die", spiller den dansk-svenske skuespiller en rolle, der er central for filmens plot.

- Det føles som et privilegium, at jeg har fået lov til at spille med i en Bond-film. Men det var et ret stort arbejde, som har fyldt meget indadtil og udadtil, fordi det er en filmserie, som så mange mennesker har et forhold til, så man vil jo gøre det godt, siger han.

Filmen betegner han selv som noget helt særligt, både fordi film-franchisen er så kendt og elsket. Men også, da det er den 25. film om James Bond og den sidste film, hvor skuespilleren Daniel Craig indtager den ikoniske rolle.

Derfor sagde David Dencik også ja til rollen i "No Time to Die" uden at have læst manuskriptet, hvilket han aldrig før har gjort i sin over 20 år lange karriere.

- Jeg stolede på, at det nok skulle blive godt, fordi det var en Bond-film. For det var ikke en mulighed at læse manuskriptet inden, det er der for meget hemmelighedskræmmeri til, siger den garvede skuespiller.

I filmen spiller den dansk-svenske skuespiller en russisk videnskabsmand, der bliver kidnappet. Rollen er central i filmen, da det er denne kidnapning, som starter filmens forløb.

- Jeg bliver kidnappet og dukker op hist og pist. Man skal virkelig blinke meget længe og meget tit, hvis ikke man bemærker mig i filmen, siger David Dencik grinende.

Og fordi hans rolle er central for filmens plot, spiller han også over for flere af filmens store Hollywood-stjerner og medvirkede blandt andet i Daniel Craigs allersidste scene som James Bond.

- Det var ret fedt og ret rørende. Scenen i sig selv var ikke kompliceret, men fordi det var den allersidste dag for ham, var det som at se en æra gå i graven. Efterfølgende holdt han en meget fin og rørende tale, hvor han også selv blev ret rørt.

- Bagefter gav folk hinanden gaver, og jeg fik en flaske champagne og et halstørklæde af Daniel Craig. Senere på aftenen drak vi champagnen og røg en cigar, det var ret fedt, siger David Dencik.

Selv om det er den allerstørste filmproduktion, som den dansk-svenske skuespiller er med i, er det ikke den første store film, han medvirker i.

Siden han blev uddannet skuespiller fra Teaterhögskolan i Stockholm i 1999, har han medvirket i en række store danske og svenske film som Nikolaj Arcels "En kongelig affære" fra 2012 og Niels Arden Oplevs "Mænd der hader kvinder" fra 2009.

Det store internationale gennembrud kom i spionfilmen "Tinker Tailor Soldier Spy" fra 2011. Siden har han medvirket i en række udenlandske serier som "Top of the Lake: China Girl" fra 2017 og "Chernobyl" fra 2019.

Selv om han har et imponerende cv, var det ikke ved det første møde med folkene bag James Bond-filmene, at David Dencik landede rollen som den russiske videnskabsmand i "No Time to Die".

Faktisk skulle der gå næsten fem måneder fra det første møde i London, til han blev tilbudt rollen.

- Det var en langsommelig proces, og jeg var i London en del gange til forskellige møder. Blandt andet for at møde filmens instruktør, Cary Fukanaga, siger David Dencik, der er den femte skuespiller md danske rødder til at spille med i en Bond-film.

Forud for et af møderne med Cary Fukanaga blev David Dencik bedt om at forberede en scene, hvor han skulle spille en karakter med en cubansk accent fra Bond-filmen "Skyfall".

Men da han mødtes med instruktøren, viste det sig, at det slet ikke var Cary Fukanaga, men en caster, der havde bedt ham om at forberede rollen.

Da det var i slutningen af mødet, at David Dencik bragte scenen op, mente instruktøren ikke, at han burde spille scenen. Mest af alt fordi han synes, det var underligt, at David Dencik ville tale med en cubansk accent, når rollen i "No Time to Die" var russer.

- Men jeg beder så om at gøre det alligevel. For hvis jeg overhovedet skal være med i filmen, skal jeg spille noget skuespil for ham på et tidspunkt. Det accepterer han og henter så de to producere, som har lavet de seneste mange Bond-film, for at de også kan se mig spille skuespil.

- Og så sidder jeg der foran de største folk i branchen og spiller en scene fra "Skyfall" med cubansk accent. Det var helt godnat, underligt og tåbeligt, siger den dansk-svenske skuespiller.

Men det var åbenbart det, der skulle til, for i bilen på vej væk blev han ringet op af sin agent, som fortalte ham, at de gerne ville forhandle hans løn.

Fordi det er en stor produktion, som mange følger med i, gik der kun en uge eller to, fra han fik besked om, at han havde fået rollen, til hele verden vidste det.

- Det var lidt underligt at skulle fortælle om en rolle, som jeg på det tidspunkt ikke rigtig vidste noget om, siger David Dencik, som også fortæller, at det var en meget hektisk periode for ham, da der kun var én eller to uger til, at han skulle begynde optagelserne.

- Allerede i maj 2019 sad jeg på et fly på vej til Jamaica, men selv om det gik lidt stærkt, var det ikke et problem, da jeg på forhånd havde ryddet min kalender, hvis jeg skulle ende med at få rollen, siger han.

Og på vej til flyet mod Jamaica mødte han en anden dansker, som har spillet med i en anden Bond-film, nemlig Mads Mikkelsen, der spillede med i filmen "Casino Royale" fra 2006.

- Vi stødte ind i hinanden i lufthavnen og snakkede lidt om, hvordan det er at være med i sådan en film. Det er altid en fest at snakke med ham. Men der blev ikke givet nogen råd, for hvad skulle han også sige, siger David Dencik grinende.

"No Time to Die" får premiere den 30. september i biografer landet over.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 09:00

Stjernekastere og hundepropper truer også nytåret

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Manglende sikkerhedsbriller og for kort afstand til fyrværkeri sender hvert år flere hundrede nytårsfejrende på skadestuen. Det gælder også børn under 18 år.

Fra batterier til stjernekastere - alle typer af fyrværkeri kan give skader, der kan gøre nytårsfejringen væsentligt mindre festlig.

I de to døgn omkring nytår sidste år kom 209 personer til akut behandling på grund af skader efter fyrværkeri, viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital.

Mere end en tredjedel af alle fyrværkeriskaderne ramte børn og unge under 18 år.

- Tallene fra sidste år bekræfter os desværre i, at der stadig er behov for at have fokus på specielt børn og unge og deres sikkerhed omkring fyrværkeri, siger Helle Andersen, der er teamleder i Sikkerhedsstyrelsen.

For at klæde både børn og unge på til at håndtere fyrværkeri kan du forklare og fortælle om sikkerheden, siger Helle Andersen.

- Det er en rigtig god idé at tage fat i de fem fyrværkeriråd, som vi har udformet, siger hun.

Sikkerhedsstyrelsen råder til, at du altid bruger beskyttelsesbriller og kun bruger godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Hold sikkerhedsafstand, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet. Og så må du aldrig gå tilbage til en fuser, lyder rådene videre.

Men ifølge teamlederen er det mindst lige så vigtigt, at du som voksen er en god rollemodel, når nytårskrudtet skal skydes af.

- Vores børn afspejler os forældre i alt, hvad vi gør. Husk også som voksen at tage sikkerhedsbriller på. Husk at holde afstand, og at du som voksen heller ikke skal tænde fyrværkeri i hånden, siger Helle Andersen.

Selv om du ikke har indkøbt store batterier eller kraftfulde raketter, skal du stadig være påpasselig.

For hundepropper, stjernekastere eller isfontæner, som kan bruges indendørs, er også fyrværkeri, understreger Helle Andersen.

- Tag en simpel ting som en stjernekaster: Den har vi alle stået med i hånden, men den kan faktisk blive op til 1000 grader varm.

- Et par små børnefingre skal i hvert fald ikke i nærheden af sådan en flamme, siger teamlederen.

13 børn under ti år kom ved overgangen til 2025 til akut behandling på grund af såkaldt indendørs fyrværkeri.

Ud over at være et godt eksempel for familiens yngste medlemmer skal du også sikre, at nytårets fyrværkeri er godkendt.

- Det er vigtigt, at man som forældre sørger for, at det er lovligt fyrværkeri, man har i husstanden, siger Helle Andersen.

Du kan tjekke, om dit fyrværkeri har et CE-mærke, en brugsanvisning på dansk og en anbefaling til sikkerhedsafstand.

Hvis disse tre oplysninger er at finde på fyrværkeriet, er der ifølge Sikkerhedsstyrelsen mindre risiko for, at det er ulovligt.

Tal fra sidste år viser, at 73 procent af de tilskadekomne ikke brugte beskyttelsesbriller.

Og det er ikke kun, hvis du selv skal antænde fyrværkeriet, at øjnene skal beskyttes.

Hvis du blot skal nyde synet af de farverige raketter, skal brillerne også på, lyder det fra Helle Andersen.

- Fyrværkeriet kan opføre sig uventet eller være fejlbehæftet. Når man står og kigger op, risikerer man også, at nedfaldsrester fra raketter kan gøre skade, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek