Washington D.C., 16/04/2026 - 18:51
Trump: Libanon og Israel er enige om ti dages våbenhvile
Torsdag klokken 23 dansk tid vil en våbenhvile på ti dage mellem Israel og Libanon træde i kraft ifølge Trump.
Af: /ritzau/
Ifølge USA's præsident, Donald Trump, er Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Libanons præsident, Joseph Aoun, blevet enige om ti dages våbenhvile.
Det skriver Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Jeg har netop haft nogle fremragende samtaler med den højt respekterede præsident Joseph Aoun fra Libanon og premierminister Bibi Netanyahu fra Israel, skriver Trump i opslaget og tilføjer:
- Disse to ledere er blevet enige om, at for at opnå fred mellem deres lande vil de formelt indlede en ti-dages våbenhvile klokken 17.00 EST.
Det svarer til torsdag klokken 23.00 dansk tid.
Hverken Libanon eller Israel har officielt kommenteret meldingen fra Trump.
Den amerikanske præsident skriver desuden, at han vil invitere Netanyahu og Aoun til Det Hvide Hus til "de første meningsfulde forhandlinger mellem Israel og Libanon siden 1983".
Libanon blev trukket ind i den regionale krig med Iran 2. marts, efter at den militante gren af Hizbollah angreb Israel, og konflikten mellem de to parter genopblussede.
Hizbollah har base i Libanon og er allieret med styret i Iran.
Siden da har israelske angreb dræbt mere end 2000 mennesker og drevet over en million på flugt fra især det sydlige Libanon.
Hizbollah har ikke umiddelbart været en del af forhandlingerne mellem Libanon og Israel.
Kort før Trumps melding om våbenhvilen talte nyhedsbureauet Reuters med den højtstående Hizbollah-politiker Hassan Fadlallah.
Adspurgt om, hvorvidt Hizbollah vil overholde en eventuel våbenhvile, sagde han, at "alt afhænger af, at Israel indstiller alle former for fjendtligheder".
Fadlallah tilføjede desuden, at Hizbollah var blevet orienteret om en mulig våbenhvile af Irans ambassadør i Libanon.
/ritzau/




