Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/01/2022 - 21:59

Regeringen bekræfter: Ministre bliver væk fra vinter-OL i Kina

Bekymring om menneskerettigheder i Kina holder ministre væk fra OL. Kongehuset skal heller ikke afsted.

Af: /ritzau/

Den danske regering vil ikke deltage ved vinter-OL i Kina. Det bekræfter udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Det betyder, at ingen ministre vil deltage ved vinterlegene i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Regeringen har forsøgt af få en fælles EU-linje for boykottet. Men det er ikke lykkedes for de 27 medlemslande at blive enige.

- Mødet, jeg har været til i dag med EU's udenrigsministre, har vist, at det ikke er muligt med en fælles EU-linje.

- Hvert land har truffet forskellige valg om vejen frem. Men en række ligesindede lande - både i og uden for Europa - har sådan set valgt ikke at deltage på politisk niveau i OL i Kina, siger udenrigsministeren.

Han mener, at det havde vakt større opmærksomhed, hvis EU i fællesskab var blevet enige om et boykot.

Ministeren fortæller, at beslutningen om et boykot "er taget ud fra en samlet betragtning af, hvordan situationen står".

- Det er ingen hemmelighed, at vi fra dansk side er meget bekymrede over menneskerettighedssituationen i Kina.

- Det har jeg selv gjort klart ved flere lejligheder, senest direkte over for den kinesiske udenrigsminister, da jeg besøgte Kina i november sidste år, siger han.

Kongehuset er ikke en del af regeringens boykot af vinter-OL i Kina, oplyser kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ritzau.

- Kronprinsen er trådt ud af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og har derfor ikke på noget tidspunkt haft planer om at være til stede ved OL i Kina. Det er ikke en ny beslutning, siger hun.

Selv om regeringen ikke kommer til at deltage, kan de danske atleter dog stadig godt deltage, understreger udenrigsminister Jeppe Kofod.

- De danske atleter kan regne med regeringens fulde opbakning. Og vi kommer til at heppe på dem, præcis som vi plejer.

- Men vi kommer til at gøre det hjemmefra og ikke fra lægterne i Beijing, siger han.

Lige som med vinter-OL i Kina vil man også med VM i fodbold i Qatar næste vinter ud fra en samlet vurdering se på, om regeringen deltager.

- Jeg har selv - direkte over for Qatars udenrigsminister - sidste år påpeget problemerne med migrantarbejderne i Qatar. Og det vil vi fortsat gøre.

- Vi har ikke taget stilling til eventuel dansk regeringsdeltagelse i det, men det vil vi vurdere. Men det er klart, at vi bakker vores idrætsfolk op, uanset hvor de er. Det vil vi også gøre, når de tager til Qatar og spiller VM, siger han.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek