Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/03/2026 - 11:08

Henrik Kronborg stopper som assistent for håndboldherrerne

Assisterende landstræner Henrik Kronborg har opsagt sin stilling. Det er tid til noget nyt, siger han.

Af: /ritzau/

Henrik Kronborg stopper som assisterende landstræner for de danske håndboldherrer.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse torsdag.

- Jeg har ønsket at stoppe nu, da tiden er kommet til at bruge kræfterne anderledes, siger Kronborg og fortsætter:

- De seneste ni år har vi ryddet bordet, og jeg føler en enorm stolthed og taknemmelighed over at have fået lov til at være med i så mange år.

Landstræner Nikolaj Jacobsens assistent har gennem mere end 20 år spillet en rolle i udviklingen af talent- og landsholdsarbejdet.

Samlet har han været med til 14 slutrunder med håndboldherrerne, hvor det er blevet til fem VM-finaler, tre OL-finaler og to EM-finaler.

Nikolaj Jacobsen fortæller, at han har haft et rigtigt godt samarbejde med Kronborg.

- Særligt i min start som landstræner kunne jeg læne mig op ad hans store erfaring, siger han.

Håndboldforbundet og landstrænerteamet vil gå i gang med arbejdet med at finde en ny assisterende landstræner, lyder det.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek