Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/09/2025 - 08:54

Berømt kunstcenter i Paris har sidste åbningsdag i fem år

Det franske kunstcenter Centre Pompidou lukker de næste fem år, da bygningen skal renoveres.

Af: /ritzau/

Hvis man gerne vil besøge det franske kunstcenter Centre Pompidou inden for den nærmeste fremtid, er det sidste chance i dag.

Kunstinstitutionen Centre Pompidou i Paris har nemlig mandag åbent for sidste gang de næste fem år, da bygningen skal igennem en stor renovering.

Renoveringen forventes at være færdig i 2030.

I løbet af renoveringen skal man blandt andet fjerne asbest fra bygningens facade og optimere energiforbruget i bygningen, fremgår det af centrets hjemmeside.

Centre Pompidou, der er opkaldt efter den tidligere franske præsident Georges Pompidou, huser ifølge AFP nogle af de mest betydelige samlinger af moderne kunst i verden og åbnede i 1977.

Centrets permanente udstillinger blev allerede lukket tilbage i marts, mens der stadig har været mulighed for at besøge midlertidige udstillinger.

Den eneste udstilling, der mandag er tilgængelig, er med den tyske kunstner Wolfgang Tillmans.

Centret har ekstraordinært åbent frem til klokken 23.00 mandag. Der er også fri entré.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek