Washington D.C., 27/01/2026 - 16:37
Melania Trump opfordrer til sammenhold efter uro i Minnesota
I et interview opfordrer USA's førstedame til sammenhold i forbindelse med demonstrationer i Minnesota.
Af: /ritzau/
USA's førstedame, Melania Trump, opfordrer tirsdag amerikanerne til at stå sammen i forbindelse med uroen i delstaten Minnesota.
Det siger hun i et interview på den amerikanske kanal Fox News, da hun bliver spurgt om, hvad hendes "buskab til USA om at samle begge sider er".
- Vi er nødt til at stå sammen. Jeg opfordrer til sammenhold, siger førstedamen og tilføjer, at USA's præsident, Donald Trump, havde, hvad hun beskriver som en god samtale med Minnesotas guvernør og borgmesteren i Minneapolis mandag.
- De arbejder sammen for at sikre, at det bliver fredeligt uden optøjer. Jeg er imod vold. Så vær venlig, hvis I protesterer, så protestér fredeligt, siger hun.
/ritzau/




