Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Gaza by, 03/04/2024 - 02:14

Israel: Luftangreb skyldes fejlidentifikation

En fejlidentifikation førte til luftangrebet, der dræbte syv nødhjælpsarbejdere i Gaza, siger stabschef.

Af: /ritzau/

Luftangrebet i Deir al-Balah, som dræbte syv nødhjælpsarbejdere fra World Central Kitchen (WCK), skyldes en "fejlidentifikation".

Det siger stabschefen for Israels hær, Herzi Halevi, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg vil være meget tydelig om, at angrebet ikke blev udført med hensigten om at skade nødhjælpsarbejderne fra WCK, siger Halevi tidligt onsdag under en præsentation af de foreløbige resultater af en undersøgelse af hændelsen.

- Det var en fejl, som skyldes fejlidentifikation om natten i en krig, hvor forholdene er meget vanskelige. Det skulle aldrig være sket, lyder det videre.

WCK har bekræftet, at syv af dets medarbejdere, inklusive en palæstinensisk chauffør, blev dræbt i det israelske luftangreb.

Organisationen var i gang med at fragte 100 ton nødhjælp til palæstinensere.

- På trods af, at det var koordineret med det israelske militær, så blev kolonnen ramt, da den kørte fra lageret i Deir al-Balah, lyder det i en meddelelse fra WCK.

Organisationen oplyser, at nødhjælpsarbejderne befandt sig i to pansrede køretøjer med WCK's logo samt en personbil. De befandt sig angiveligt i et konfliktfrit område.

De dræbte er tre briter, en australier, en polak og en med dobbelt amerikansk og canadisk statsborgerskab. Herudover den palæstinensiske chauffør.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek