Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holbæk, 13/09/2026 - 17:12

En 19-årig mand er død efter alvorlig færdselsulykke i Holbæk

To biler er involveret i en færdselsulykke ved en rundkørsel i Holbæk. En ung mand er død.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 19-årig mand er afgået ved døden efter en alvorlig færdselsulykke i Holbæk søndag.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Den 19-åriges pårørende er underrettet. Han blev tidligere på dagen meldt i kritisk tilstand.

En 36-årig mand er også kommet til skade i forbindelse med ulykken. Han er kørt på hospitalet for at blive behandlet, men er ifølge politiet meldt uden for livsfare.

Ulykken involverer to biler og er sket på Kalundborgvej umiddelbart før rundkørslen ved Holbæk Vest.

Anmeldelsen indløb klokken 11.03.

Tidligere på dagen skrev Midt- og Vestsjællands Politi om ulykken på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Der arbejdes på stedet de næste par timer, hvorfor færdslen i og omkring rundkørslen vil være besværet, lød det fra Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ulykkesstedet skal undersøges af en bilinspektør.

En bilinspektør undersøger køretøjer og ulykkessteder efter alvorlige trafikuheld. Undersøgelserne kan blandt andet slå fast, om der er foretaget opbremsninger eller lignende.

RITZAU

TjekDet - faktatjek