Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/08/2022 - 07:00

Undgå at købe forfalsket medicin på nettet

Vær opmærksom på ikke at købe forfalsket medicin, hvis du handler online. Medicinen kan nemlig være både farlig og sundhedsskadelig.

Alastair Pike/Ritzau Scanpix

Af: Af Heidi Elkjær, Ritzau Fokus

Når man smider varer i den digitale indkøbskurv, skal man holde et vågent øje med falske kopiprodukter. Varerne kan nemlig indeholde stoffer, der gør dem sundhedsskadelige for forbrugerne.

Særligt når det kommer til medicin, skal man være opmærksom.

- Medicin bliver også forfalsket, og det bliver lavet under ret kummerlige forhold og indeholder typisk stoffer, der gør det rigtig farligt, siger Kim Fogtmann, der er jurist ved Forbrugerrådet Tænk.

- Typisk er det farlige produkter, da de ikke overholder krav i forhold til indhold af kemikalier, produktion og opbevaring, siger hun.

Det istemmer Karen Juul Jensen, der er specialkonsulent hos Lægemiddelstyrelsen.

- Man risikerer at købe medicin, som man ikke aner, hvad der er i, og man dermed ikke ved, hvordan virker. Og så bliver det rigtig sundhedsfarligt, siger Karen Juul Jensen.

Blandt andet kan der stå, at der ikke er aktive lægemiddelstoffer i produktet - men det er der alligevel. For eksempel stoffet sibutramin, der tidligere var godkendt til behandling af overvægt.

Da det har en række alvorlige bivirkninger, blev al medicin med sibutramin trukket tilbage fra markedet i 2010, og det bliver ikke længere godkendt til salg.

- Desværre bliver det i dag stadig brugt i ulovlige og farlige slankemidler, siger Karen Juul Jensen og fortsætter:

- Man kan ikke vide sig sikker på, hvordan produktet påvirker en, og ikke mindst, hvilke bivirkninger man får - det kan i værste tilfælde være livsfarligt.

Ud over at man risikerer at indtage stoffer, der potentielt er sundhedsskadelige, kan man også komme ud for, at der slet ikke er de lægemiddelstoffer i, som der er angivet på pakken, forklarer Karen Juul Jensen.

Dermed kan man forlænge sygdomme, som ellers ville kunne behandles.

- Analyser har vist, at mængden af aktive stoffer kan variere voldsomt. Nogle gange er der ingenting i, eller også er der alt for meget i i forhold til en godkendt version, siger hun.

Og det kan ifølge Karen Juul Jensen variere helt ned til den enkelte pille i en pakke.

Det kan være svært at gennemskue, om man er ved at købe forfalsket medicin. Hjemmesiderne ser professionelle ud, og produkterne ligner dem, man kender.

Derfor skal man se efter, om siden har det grønne EU-logo, hvis man køber medicin til mennesker, og det blå logo, hvis medicinen er til dyr.

Logoet er et grønt eller blåt flag. Nedenunder er der et dannebrogsflag samt teksten: "Klik her for at se, om dette websted drives på lovlig vis".

Det grønne logo er interaktivt og sender dig videre til en liste over godkendte forhandlere.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek