Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Assens, 21/02/2026 - 07:49

Mand er fastklemt i bil efter soloulykke på Fyn

Lørdag morgen er en bil med to mænd forulykket ved Bellinge. Omfang af tilskadekomst er ukendt.

Af: /ritzau/

To mænd er lørdag morgen forulykket i en bil på Assensvej ved Bellinge på Fyn.

Der er tale om en soloulykke, hvor den ene af de to omkring klokken 07.41 fortsat er fastklemt i bilen efter ulykken.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss til Ritzau.

- Den ene af de to mænd i bilen er ude, og den anden er stadig i bilen. De er begge tilskadekomne i et vist omfang, siger han og uddyber, at han på nuværende tidspunkt ikke kan komme deres tilstand nærmere.

Ulykken skete kort før klokken 07.00 lørdag morgen.

Det er endnu for tidligt at sige, hvad der har forårsaget ulykken, men der er ankommet en bilinspektør til stedet med henblik på at klarlægge omstændighederne bag ulykken.

Politiet er lørdag morgen ved at underrette pårørende, siger vagtchefen, der ikke oplyser alderen på de to.

Assensvej mellem Bellinge og Odense ved Bellingevej er efter ulykken fuldstændig spærret.

Politiet opfordrer kørende til at finde andre veje. Tidshorisonten er ukendt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek