Barcelona, 16/03/2026 - 02:11
Medlemmer genvælger Laporta som Barcelona-præsident
63-årige Joan Laporta slog modkandidaten Victor Font i søndagens præsidentvalg i FC Barcelona.
Josep Lago/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den spanske storklub FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, er blevet genvalgt til en ny periode frem til 2031.
Den 63-årige Laporta opnåede 68,18 procent af stemmerne i søndagens afstemning, hvor han stod over for Victor Font.
48.480 medlemmer deltog i afstemningen. Det svarer til 42 procent af klubbens medlemmer.
- Ingen kan stoppe os. Jeg er sikker på, at vi har en meget spændende tid foran os, siger Laporta efter genvalget.
I den kommende periode vil præsidenten fokusere på at få gjort renoveringen af klubbens hjemmebane, Camp Nou, færdiggjort.
Han har været præsident i klubben siden 2021.
Laporta slog også Victor Font ved valget for fem år siden, hvor han gik til valg på at forlænge kontrakten med klubbens tidligere profil Lionel Messi. Det lykkedes som bekendt ikke på grund af klubbens økonomiske problemer.
Præsidenten har de senere år truffet en række kontroversielle beslutninger som øverste leder for den spanske storklub.
I sommeren 2022 solgte Laporta dele af klubbens fremtidige tv-indtægter og andre aktiver for at skaffe penge.
Pengene blev brugt til at indgå kontrakter med profiler som Roberto Lewandowski og Raphinha.
Trods de økonomiske udfordringer er det med Laporta i spidsen lykkedes at holde Barcelona med fremme i toppen af spansk fodbold. I 2023 og 2025 vandt holdet det spanske mesterskab.
I sidste sæson nåede klubben, der har tyske Hansi Flick som træner, semifinalen i Champions League for første gang siden 2019.
Joan Laporta var også præsident for FC Barcelona fra 2003 til 2010 i en periode, der betegnes som den gyldne æra.
Dengang havde Barcelona Pep Guardiola som cheftræner. I de år lykkedes det tre gange at vinde The Treble, der består af det spanske mesterskab, den spanske pokaltitel og Champions League.
/ritzau/AFP




