Bern, 05/02/2026 - 16:34
Davos-formand skal undersøges for Epstein-forbindelser
Direktøren for World Economic Forum siger, at han var helt uvidende om Epsteins fortid og forbrydelser.
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den norske formand og direktør for World Economic Forum, Børge Brende, skal have undersøgt sine forbindelser til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Det skriver det schweiziske medie SRF.
WEF skriver i en meddelelse, at der bliver tale om en uafhængig undersøgelse.
Brende vil samarbejde om undersøgelsen og fortsætter med sine opgaver som formand og direktør, står der.
Den tidligere norske udenrigsminister har været i kontakt med Epstein flere gange, hvilket han siger, at han informerede WEF-grundlæggeren Klaus Schwab om i 2019. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
- Jeg var helt uvidende om Epsteins fortid og kriminelle aktiviteter, skrev Brende i en udtalelse til det norske Dagens Næringsliv onsdag.
- Havde jeg kendt til hans baggrund, ville jeg have takket nej til den første invitation fra Rød-Larsen (Terje Rød Larsen, norsk politiker, red.) og eventuelle efterfølgende middagsinvitationer eller anden kommunikation.
Amerikanske Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Han var tidligere dømt i 2008.
Men hans sag præger fortsat amerikansk politik på grund af hans omgangskreds, der blandt andre talte præsident Donald Trump.
WEF er især kendt for det årlige topmøde i den schweiziske alpeby Davos.
Her mødes verdens mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker til diskussioner om emner som økonomisk udvikling, fattigdom, ligestilling, krig og klimaforandringer.
I år var mødet i høj grad præget af den amerikanske præsident, Donald Trump, og trusler om told samt situationen omkring Grønland.
/ritzau/




