Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hadsten, 03/08/2026 - 17:56

Wammen ser med den største alvor på østjysk terrorsag

Justitsminister Nicolai Wammen (S) ser "med den største alvor på" sag om planlagt terror på skole i Hadsten.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er naturligt, at tre drenges planlagte angreb mod Hadsten Skole skaber utryghed i lokalsamfundet, men politiet er i dialog med kommunen og skolen for at sikre tryghed.

Det siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i en kommentar til Ritzau.

- Jeg ser med den største alvor på, at tre teenagedrenge i dag er blevet sigtet for at planlægge at dræbe og såre flere personer på Hadsten Skole.

- Jeg er meget tilfreds med, at vores myndigheder har grebet ind i tide, og at politiet efter anholdelserne ikke ser nogen fare for den konkrete skole, siger Nicolai Wammen.

Mandag eftermiddag blev to drenge på 16 år og en dreng på 15 år sigtet for forsøg på terror ved via onlineplatforme at have planlagt at såre eller dræbe flere personer på Hadsten Skole.

Det kom frem ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag i Retten i Randers.

- Vores myndigheder følger konstant det generelle trusselsbillede i samfundet og iværksætter løbende de tiltag, der måtte være nødvendige, siger justitsministeren videre.

Planlægningen af angrebet foregik via korrespondancer på platformene Discord og Telegram.

De tre drenge handlede ifølge sigtelsen i forening med et forsæt til at skræmme befolkningen.

Forberedelserne blev ifølge sigtelsen gjort i tiden op til 3. august 2026. Men drengenes forehavende mislykkedes, da de blev anholdt, lyder det i sigtelsen, der blev læst op af anklager Mai Buch.

De sigtede nægter sig skyldige, fremgik det ved forhøret.

Drengene blev anholdt mandag morgen. To af de sigtede blev anholdt i Østjylland, mens den tredje blev anholdt i København.

Favrskov Kommune, hvor Hadsten Skole ligger, har aktiveret kommunens beredskabsplan og arrangerer informationsmøder i kølvandet på mandagens oplysninger.

Der vil desuden blive udsendt særskilt information til forældre og ansatte gennem platformen Aula.

RITZAU

TjekDet - faktatjek