København, 17/11/2025 - 12:56
Dansk skuespiller forlovet med kæresten
Skuespiller Christopher Læssø gik på knæ i kærlighedens by, Paris, for at fri til kæresten Laura Becker.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: Af Mathias Ødsted Dalby, Ritzau Fokus
Skuespiller og tv-vært Christopher Læssø fik lige det svar, som han håbede på, da han friede til sin kæreste Laura Becker: et kæmpestort ja.
Det skriver Ekstra Bladet.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af hos skuespilleren.
- Nok det største og vigtigste ja, jeg nogensinde har fået. Laura Becker, jeg elsker dig for evigt, skriver 40-årige Christopher Læssø i en story på sin Instagramprofil ifølge Se og Hør.
Og det er ikke et tilfældigt sted, at frieriet fandt sted. Det skete nemlig i selveste kærlighedens by.
- Det skete på en af vores yndlingscaféer her i Paris. Meget traditionelt, fortæller Christopher Læssø, der blandt andet er kendt for sine roller i "De frivillige", "Underverden" og "Englemageren", til Ekstra Bladet.
Skuespilleren er også traditionelt anlagt, når det kommer til andre af ægteskabets uskrevne regler.
Han har spurgt om godkendelse fra Laura Beckers familie til, at han kunne fri til hende. Derudover var han også "nede på de gamle knæ" for at fri, fortæller han til Ekstra Bladet.
Parret startede ud som venner, men sprang i 2023 ud som kærester. Året efter blev de forældre til datteren Carla Viola.
Begge parter har børn fra tidligere forhold. Laura Becker har en søn på seks år, mens Christopher Læssø har datteren Olivia fra et tidligere forhold.
Udover værtjobs og skuespilroller har Christopher Læssø i 2019 deltaget i "Vild med dans", hvor han sammen med sin dansepartner, Karina Frimodt, kom på en tredjeplads.
/ritzau/




