Bruxelles, 22/01/2026 - 18:37
Mette Frederiksen vil ikke afvise at udbygge forsvarsaftale med USA
Der er et grundlæggende ønske om en dybere snak mellem Danmark, Grønland og USA, siger Mette Frederiksen
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke afvise at udbygge forsvarsaftalen fra 1951 mellem USA og Danmark.
Det siger hun på vej ind til et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles torsdag aften.
- Der er et grundlæggende ønske om, at der skal være en dybere snak med Danmark og Grønland på den ene side og USA på den anden.
- Jeg kommer ikke til at gå i detaljer med de samtaler. Vi har en aftale omkring forsvar fra 1951. Kan vi udbygge den, er det bestemt ikke noget, vi afviser, siger hun.
Aftalen sætter rammerne for USA's tilstedeværelse i Grønland. Den betyder, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland.
USA har ret til fri adgang overalt i Grønland, men kan ikke selv etablere nye faciliteter, uden at Danmark går med til det.
Mette Frederiksen understreger torsdag, at man fra dansk og grønlandsk side har signaleret meget klart over for USA, at man kan arbejde inden for rammerne af sådan en aftale.
- Men vi har nogle principper inden for suverænitet og grønlandsk selvbestemmelse, og det holder vi fast i, siger hun.
/ritzau/




