Teheran, 18/06/2026 - 00:08
Iran melder aftale med USA underskrevet af begge præsidenter
Ifølge talsperson for Irans udenrigsministerium har både Iran og USA underskrevet forståelsespapir.
Af: /ritzau/
Aftaleteksten mellem USA og Iran er officielt blevet underskrevet af de to landes præsidenter.
Det siger Esmaeil Baghaei, som er talsperson for Irans udenrigsministerium, rapporterer iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA og Iran er blevet enige om et forståelsespapir, der har til formål at forlænge våbenhvilen i Mellemøsten og skabe en politisk ramme for en mere detaljeret aftale om afslutningen på krigen.
Det har været forventningen, at forståelsespapiret ville blive underskrevet formelt ved en ceremoni i Schweiz denne uge.
Det er umiddelbart uklart, om en sådan ceremoni ifølge Baghaei stadig vil finde sted.
Også AFP rapporterer sent onsdag dansk tid, at aftalen er blevet underskrevet.
Til nyhedsbureauet siger en unavngiven amerikansk embedsmand, at USA's præsident, Donald Trump, har sat sin underskrift på forståelsespapiret.
Det er ifølge embedsmanden sket under en middag med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i Versailles. Trump besøger Frankrig i forbindelse med G7 -topmødet.
- Kan bekræfte underskrivelsen, siger kilden til AFP.
/ritzau/




