Budapest, 13/06/2026 - 17:53
Orbán er genvalgt som Fidesz-leder trods nyligt valgnederlag
- Jeg giver aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde op, siger Orbán, der nu er i opposition.
Bernadett Szabo/Reuters
Af: /ritzau/
Ungarske Viktor Orbán er blevet genvalgt som leder af det nationalkonservative parti Fidesz - Ungarns største oppositionsparti, der indtil for nylig havde siddet på magten 16 år i træk.
Det er på en kongres lørdag, at Orbán er blevet genvalgt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
62-årige Orbán mistede for nylig premierministerposten til Péter Magyar fra Tisza, efter at Ungarn gik til valg 12. april.
Men Orbán fik lørdag alligevel opbakning fra 729 af 737 delegerede ved kongressen, rapporterer det statslige nyhedsbureau MTI.
- Jeg giver ikke op, sagde Orbán, inden kongressen skulle stemme.
- Jeg giver aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde op, fortsatte han og understregede, at han tager fuldt ansvar for valgnederlaget.
Fidesz blev dannet i 1988 som et antikommunistisk parti og havde tidligt i sin historie fokus på at udvikle en markedsøkonomi i Ungarn samt yderligere europæisk integration.
Men det har under de seneste årtiers ledelse af premierminister Viktor Orbán i stigende grad lagt vægt på nationalkonservative idéer, EU-kritik og kritik af liberale værdier.
Udviklingen har været særligt tydelig siden 2010, hvor det hyppigt har været på kant med EU, og Orbán nåede i sin tid at gennemføre store ændringer i de ungarske institutioner.
Magyar har lovet at rulle mange af disse ændringer tilbage.
Fidesz er dannet af ordene "Fiatal Demokraták Szövetsége" - Alliancen af Unge Demokrater.
/ritzau/




