Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/06/2019 - 09:00

Svensk prinsesse fejrer fødselsdag som nyudklækket forfatter

Prinsesse Madeleine af Sverige fylder 37 år 10. juni. Det fejrer hun i Sverige, hvor familien, der er bosat i USA, holder sommerferie.

Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix

Af: Af Louis Beck Petersen, Ritzau Fokus

Svenske prinsesse Madeleine har haft et begivenhedsrigt år.

Siden hun sidst fejrede fødselsdag er hun flyttet fra London til den amerikanske delstat Florida og er blevet børnebogsforfatter.

Mandag 10. juni fylder hun 37 år.

Selv om hun bor i Florida med sin mand, den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O'Neill, og deres tre børn, så fejrer hun sin fødselsdag i hjemlandet Sverige, hvor den royale familie holder sommerferie.

Hendes forfatterdebut er netop udkommet i juni måned. Under forfatternavnet Madeleine Bernadotte har hun sammen med to andre forfattere skrevet bogen "Stella og hemmeligheden".

- Jeg håber, at bogen kan bidrage til snakke mellem børn og voksne om svære spørgsmål som grænser og rettigheder, sagde hun i et opslag på Instagram i januar ved bogens annoncering.

Bogen er udgivet i samarbejde med World Childhood Foundation, der blev stiftet af prinsesse Madeleines mor, dronning Silvia, tilbage i 1999.

Siden 2006 har prinsesse Madeleine været involveret i arbejdet med velgørenhedsorganisationen, som kæmper for børns rettigheder verden over.

Prinsesse Madeleine får en begivenhedsrig resterende juni måned. Hendes søn, prins Nicolas, fylder fire år 15. juni, imens hendes mand fylder 45 år 27. juni.

I efteråret 2018 flyttede hun med sin mand og børn til Florida i USA, hvor 44-årige Christopher O'Neill også er opvokset. Her har de ifølge det svenske kongehus planer om at blive boende i lang tid.

Christopher O'Neill og prinsesse Madeleine blev forlovet i 2012 og gift 8. juni 2013. Sammen har de børnene prinsesse Leonore på fem, prins Nicolas på tre og prinsesse Adrienne på ét år.

Parrets to yngste børn er begge født i Sverige, mens prinsesse Leonore er født i New York, USA.

/ritzau/

Nyhedsarkiv