Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/01/2023 - 09:00

Gider dit barn ikke børste tænder? Derfor må du endelig ikke give op

Dårlige tandbørstevaner hos børn kan få store konsekvenser senere i livet, lyder det fra eksperter.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

"Husk lige tandbørsten" er ikke kun navnet på et populært dansk tv-program.

Det er også en sætning, som mange forældre sikkert har sagt til deres børn rigtig mange gange.

For det kan nemlig have store konsekvenser igennem hele livet, hvis tandsundheden ikke spiller.

Men hvordan sikrer du, at dine børn får sunde tænder som voksne?

Det hele starter i barndommen, lyder det fra Stine Brems Mørcholdt, der er formand for offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen.

- God tandhygiejne er både for barnets almene sundhed, men også for den sunde udvikling af mund, kæbe og "de blivende tænder", siger hun.

Ifølge Stine Brems Mørcholdt er det forældrenes ansvar at passe på børnenes bisser.

Også selv om det kan være bøvlet og svært, når de små ikke rigtig viser nogen interesse i tandbørstningen.

- Man skal bare være vedholdende og insistere på, at tænderne altså skal børstes, siger hun.

- Det vigtige er bare, at man ikke giver op.

Der er dog nogle hjælpemidler, som du kan tage i brug, hvis barnet slet ikke gider at samarbejde.

- Det kan hjælpe at synge sammen med børnene eller måske sætte en video på om tandbørstning for børn.

- Det kan du finde frem på telefonen eller tv'et, mens tandbørstningen står på, foreslår hun.

Er man virkelig udfordret, anbefaler Stine Brems Mørcholdt at tage kontakt til den kommunale tandpleje.

De står nemlig klar til at hjælpe med tips og tricks til tandbørstningen hos de mindste, fortæller hun.

Generelt ser det dog rigtig godt ud for tandsundheden i Danmark.

Sådan lyder det fra lektor Esben Boeskov Øzhayat, der forsker i tandsundhed ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet.

- Vi er nogle af dem i Europa, som har flest af vores egne, naturlige tænder, siger han.

- Det samme kan siges om børnene, hvor der over de sidste mange år er sket et fald i antallet af børn med huller i tænderne.

Men ifølge forskeren er der en social slagside hos en gruppe i befolkningen, som ikke har en særlig god tandhygiejne.

- Det er dem, der måske ikke har lært at passe deres tænder ordentligt fra en tidlig alder, siger han.

Og dårlige børstevaner kan føre til en række problemer senere i livet.

- Har du eksempelvis tandkødsbetændelse, så har det en sammenhæng med hjertekarsygdomme, sukkersyge og ledgigt, siger han.

Og så kan det også have en betydning for dit selvværd og din smilelyst, hvis du har dårlige tænder, fortæller forskeren.

- Studier viser, at hvis man har mistet tænderne, så kan man faktisk ændre personlighed, fordi det føles som at miste noget af sig selv.

- Så det er supervigtigt at lære de her gode børstevaner fra starten af, siger han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek