Starbase, 23/05/2026 - 01:48
SpaceX-raket falder ned i havet som planlagt efter testflyvning
SpaceX' nyeste Starship-raket blev natten til fredag sendt afsted fra Starbase i Texas og landede så i havet.
Af: /ritzau/
Elon Musks rumfartsvirksomhed, SpaceX, er natten til fredag lykkedes med at sende den nyeste Starship-raket på en ubemandet testflyvning fra den amerikanske delstat Texas.
Raketten er faldet ned i Det Indiske Ocean som planlagt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fartøjet er tårnhøjt og består af det øverste Starship-astronautfartøj stablet oven på en Super Heavy-boosterraket.
Det lettede fredag omkring klokken 17.30 lokal tid - klokken 00.30 dansk tid - fra SpaceX' faciliteter i Starbase i Texas.
SpaceX sendte live fra opsendelsen og viste raketten, som måler 124 meter fra top til bund, stige op fra opsendelsestårnet.
Boosterraketten Super Heavys klynge af Raptor-motorer brød ud i en kugle af flammer og hvirvlende skyer af damp, skriver Reuters.
Den nederste del af raketten skubbede raketten fri af jorden, koblede sig af, faldt ned og styrtede ned i Den Mexicanske Golf.
Den ene af rakettens seks motorer svigtede under opstigningen, men det lykkedes alligevel for den at fortsætte sin planlagte rute ud i rummet.
Cirka en time senere faldt den ned i atmosfæren igen og styrtede ned i Det Indiske Ocean.
Opsendelsen sker efter adskillige afbrydelser og genoptagelser af nedtællingen til opsendelse så sent som aftenen forinden.
Det er den 12. test af Starship, der anses for at være den mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er bygget. Det er den første test af den nye V3-model af raketten.
Det er syv måneder siden, at den sidste testaffyring fandt sted. Denne opsendelse blev også betragtet som vellykket.
/ritzau/




