Bern, 01/02/2026 - 13:48
18-årig schweizer dør en måned efter nytårsbrand - dødstal er på 41
Endnu en teenager er død som følge af en brand på en schweizisk bar i et skisportsområde nytårsnat.
Af: /ritzau/
En måned efter en nytårsbrand i Schweiz er dødstallet steget til 41, da en teenager har mistet livet på hospitalet.
Det oplyser schweiziske anklagere søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- En 18-årig schweizisk statsborger døde på hospitalet i Zürich den 31. januar, siger Beatrice Pilloud, som er offentlig anklager i kantonen Wallis, i en meddelelse.
- Dødstallet fra branden i Le Constellation den 1. januar 2026 er nu steget til 41, fortsætter hun.
Branden brød ud på baren Le Constellation i skisportsområdet Crans-Montana nytårsnat. De fleste af de 41 døde er teenagere, og over 100 blev kvæstet i branden.
De franske ejere af baren er blevet sigtet for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og uagtsom brandstiftelse.
Branden er en af de værste ulykker i nyere schweizisk historie.
Den foreløbige efterforskning peger på, at branden opstod, da stjernekastere, der var placeret i champagneflasker, kom for tæt på loftet og antændte det, da de blev båret gennem baren.
Der opstod panik blandt gæsterne, og de fleste af dem søgte mod den samme trappe for at slippe ud af baren, der ligger i en kælder.
/ritzau/




