Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 31/03/2026 - 09:37

To mænd henrettet i Iran for påståede planer om at vælte regimet

Irans højesteret har blåstemplet dødsstraf til to regimekritiske mænd. De blev henrettet ved hængning.

Sebastien Dupuy/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De iranske myndigheder har tirsdag henrettet to mænd, som blev idømt dødsstraf med den begrundelse, at de var medlemmer af en forbudt oppositionsgruppe og havde planer om at omstyrte det iranske styre.

Det rapporterer det iranske retsvæsens nyhedsmedie Mizan Online ifølge nyhedsbureauet AFP.

Konkret blev mændene dømt for at have gjort oprør ved at medvirke til flere terrorhandlinger, at have begået sabotage for at vælte regimet og at være medlemmer af bevægelsen Folkets Mujahedin.

- Babak Alipour og Pouya Ghobadi er tirsdag blevet henrettet ved hængning, efter at de retslige procedurer er blevet afsluttet, og deres straffe er blevet stadfæstet af højesteret, skriver Mizan Online.

Henrettelserne har fundet sted, dagen efter at Iran meddelte, at to andre mænd var blevet dømt til døden.

De skulle også henrettes på grund af deres tilhørsforhold til Folkets Mujahedin og deres påståede planer om at vælte det iranske styre.

Folkets Mujahedin var i opposition til shahen, som havde magten i Iran indtil den islamiske revolution i 1979.

I første omgang støttede bevægelsen derfor revolutionen, men i 1980'erne opstod der uenighed mellem Folkets Mujahedin og det islamiske styres øverste ledelse, og bevægelsen har siden været i eksil.

Folkets Mujahedin er stemplet som en terrororganisation i Iran.

De fire mænd er blevet henrettet, samtidig med at Iran er i krig med Israel og USA, som siden 28. februar dagligt har angrebet iranske mål.

I de sidste to måneder, inden krigen brød ud, var der store folkelige protester mod det iranske styre. Tusindvis blev dræbt af iranske sikkerhedsstyrker, mange blev anholdt, og flere demonstranter er blevet dømt til døden.

Dødsdommene til demonstranterne har så sent som tirsdag fået folk på gaden i den franske hovedstad, Paris, hvor deltagerne i stilhed marcherer gennem byen - nogle med tape med påskriften "ingen henrettelser" for munden.

Det fremgår ikke, om de fire mænd, der senest er blevet henrettet, deltog i protesterne mod styret i Iran i januar og februar.

Ifølge AFP er Iran det land i verden, der henretter næstflest mennesker hvert år. Kun Kina udfører flere henrettelser.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek