Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/03/2026 - 20:03

Løkke lægger Enhedslisten på is efter første forhandlinger

Løkke havde gerne set, at de første regeringsforhandlinger var begyndt et andet sted end De Radikale og SF.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har i den grad svært ved at se sit parti indgå i et regeringssamarbejde, der hviler på blandt andet Enhedslistens opbakning.

Det siger han fredag aften efter det første møde ved regeringsforhandlinger hos fungerende statsminister og forhandlingsleder Mette Frederiksen i Statsministeriet.

- Med Mette Frederiksens nuværende mandat som kongelig undersøger er det sådan set Enhedslisten, der har ankeret i den politik, en ny regering skal føre.

- Det risikerer at tegne nogle røde linjer op, som gør, at man ikke kan gøre det, vi synes, Danmark har brug for, siger Løkke.

Drøftelserne fredag aften varede i omkring to timer, hvilket er markant længere end de øvrige partiers møder med Mette Frederiksen i løbet af fredagen.

Mette Frederiksen afsøger muligheden for at danne en regering med Socialdemokratiet, De Radikale og SF.

- Vi er ekstremt optaget af, at vi får en regering – for at citere et andet parti – vil gøre Danmark rigere og ikke fattigere.

Efter tirsdagens folketingsvalg sidder Løkke og Moderaterne i en central nøglerolle.

Hverken rød eller blå blok har flertal og er derfor afhængig af Moderaterne for at danne en regering.

Med 84 mandater til rød blok og 77 til blå blok skal Moderaternes 14 mandater være med for at kunne tælle til de afgørende 90 mandater og et flertal.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek