Holbæk, 20/01/2026 - 09:42
Politi har anholdt 25-årig mand måneder efter knivepisode i Holbæk
En 25-årig mand fremstilles tirsdag ved et grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab efter knivepisode.
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 25-årig mand blev anholdt mandag morgen - sigtet for forsøg på manddrab i en sag fra september sidste år.
Det oplyser Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Manden er sigtet for at have slået eller stukket to mænd på henholdsvis 19 og 22 år med kniv på Skyttens Vej i Holbæk 17. september.
Han fremstilles i et grundlovsforhør tirsdag klokken 09.30 ved Retten i Holbæk.
Her vil anklagemyndigheden begære om lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
De to mænd blev efter episoden behandlet på sygehuset, og de er begge uden for livsfare.
Efter hændelsen havde politiet en mistanke til en bestemt personkreds uden at uddybe nærmere.
Men politiet vil tirsdag ikke oplyse, om sagen kan være relateret til bandemiljøet, eller om de forurettede og den sigtede kender hinanden.
Hvis manden ikke kan fængsles for begrundet mistanke om forsøg på manddrab, vil anklagemyndigheden forsøge at få ham fængslet for bestemmelsen om legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Politiet vil endnu ikke oplyse, hvordan man kom på sporet af manden - omkring fire måneder efter knivepisoden.
/ritzau/




